Foredrag

I de sidste år har jeg arbejdet med flere forskellige emner, hvilket også har resulteret i en vifte af foredrag. Jeg har erfaring med:

  • Foredrag om skam

  • Foredrag om kvindeskam

  • Foredrag om robusthed

  • Foredrag om grænsesætning

Foredrag om skam

Skam fylder mere i vores hverdag end nogensinde. Vi føler os forkerte og utilstrækkelige. Vi er gået fra en skyldkultur til en skamkultur. Vi har brug for at blive klogere på følelsen skam, så vi kan genkende den hos os selv og andre. Og vi har brug for at bruge nåden aktivt og konkret som modsvar til skamkulturen.

Krista Bojesen er psykolog og forfatter til bogen Skam. Krista arbejder med at skabe rum for det svære og usigelige og hjælpe os til at komme tættere på hinanden og få det forkerte frem i det nådige lys. Hun arbejder udfra tesen, at vi som mennesker har brug for at blive elskede -både fordi og på trods. Her bruges nåden som det konkrete ståsted, vi alle har brug for.

Foredraget er med succes holdt for alle aldersgrupper fra 7. klasse til pensionistklubber. Eksemplerne og formen vil tage udgangspunkt i demografien af publikum. Det er altid en fordel at have tid til spørgsmål efter foredraget, da emnet er stort og berører mange. 

Hør hvad deltagere har sagt

"Tak for dit foredrag om skam. Ikke nok med, at det gjorde en forskel i mit liv, så har jeg også allerede brugt det i mit arbejde og til at hjælpe andre. Tænk sig, at viden om skam kan gøre sådan en forskel!"

"Hvordan kunne det ske, at jeg gik opløftet fra et foredrag om et emne, der er så mørkt?"

"Det er virkelig væsenligt og vigtigt. Så mange af os er ved at drukne i skam i vores liv, helt uden at vide det. Det er lettende at få ord for det og redskaber til at bekæmpe det."

Foredrag om kvindeskam

Hvor mænd ofte har få og store blokke i deres i identitetsforståelse (job, styrke, økonomi, status, sex), har kvinder et utal af identitetsområder. Dette er selvfølgelig gennemsnitligt talt. Kvinder oplever i høj grad at skulle leve op til mange og modsatrettede idealer. Krop, skønhed, karriere, moderskab, veninde, at være feminin, ikke at være hysterisk, være sexet, men ikke for meget osv osv.

 

Mange kvinder kommer i denne forbindelse til at leve et liv, hvor skammen lurer alle vegne. Idealerne passer ikke sammen som et fint puslespil. Tværtimod udelukker de hinanden fra at lykkes. Hvis du har en karriere, er du ikke nok hjemme som mor. Eller hvis du er stærk og selvstændig, er du ikke feminin og empatisk nok. Forskningen viser, at kvinder på baggrund af idealerne, oplever skam oftere i deres liv. Mænds skam derimod vil ofte være mere voldsom, når den opstår.

 

Hvordan kan kvinder og mænd forstå hinanden i dette? 

Foredraget vil både fokusere på oplysning, undervisning, men især også redskaber til at komme ud af skamspiralen og slippe den evige dårlige samvittighed og mindreværdsfølelse.

Foredrag om robusthed

Robusthed er et buzzword i mange jobannoncer, bøger og ideologier. Men hvad er det egentlig? Er det en indre egenskab? Kan det trænes?

 

I livet oplever vi stort set alle sorg, ulykker, tragedier eller stress. Hvis vi bebrejder os selv for ikke at tackle det godt nok eller robust nok, så bliver robusthed endnu en byrde at bære. Så hvordan kan vi se på robustheden uden, at den vækker skam?

 

Skam er på mange måder robustheden største fjende. Selvbebrejdelse og skam fører os kun længere ned i mørket. 

Foredraget kan tilpasses forskellige settings med forskellige fokusområder. Ring og få en snak om præcis jeres ønsker til foredraget. 

Foredrag om grænsesætning

Det er nemt at sige til folk, at de skal lære at sætte grænser eller ikke skal have dårlig samvittighed over at sige nej. Men hvordan gør man egentlig? Hvilke regler kan man støtte sig til, når man skal lære det?

I foredraget gennem Krista Bojesen 10 grænseregler med letforståelige eksempler. Disse grænseregler kan hjælpe til at lære at sætte sunde grænser, som gavner både en selv og ens omgivelser. Grænser er til for at holde det gode inde og det dårlige ude. Så at lære sunde grænser kan være en meget vigtig del af at få bedre balance i livet og få bedre relationer til andre mennesker.