5 ting om ledigheds-skam

Det sidste halve år har jeg søgt arbejde. Uden at det er lykkedes endnu. Med mit hovede ved jeg godt, at det er rigtig svært at finde job som psykolog for tiden og især i midtjylland. Alligevel er det svært at være i. Hvorfor er det egentlig sådan? Folk siger tit til mig, at det er godt, jeg ikke har fået job endnu, når vores datter stadig sover dårligt om natten. Men jeg tvivler ærlig talt på, at det er nemmere at være jobsøgende. Der er mange grunde til, at det er svært at være jobsøgende. Så nu vil jeg prøve at skrive om nogle af de ting, der hjælper mig at vide.

For det første er det vigtigt at vide, at hjernen opfatter uvished og fare på samme måde. Når man lever i konstant uvished om, hvornår man finder et job, hvad det vil være, hvor det vil være og hvad der skal til for at få et nyt job, så opfatter hjernen alle disse ting som om man var i fare. Man lever i en konstant uvished om, hvad der ville være godt og gøre, og hvordan man skal prioritere. Man bruger meget tid på at skrive ansøgninger og researche firmaer uden at vide, om arbejdet giver pote. Det er som et sort hul, man kan smide al sin energi i.

For det andet så tager det energi at træffe valg. Hver dag skal jeg selv strukturere min dag og selv beslutte, hvad der er vigtigst. Selv om jeg laver skemaer og mål for dagene, er det stadigvæk hele tiden min egen opgave at lave den struktur, følge den og tro på, at den er god nok.

For det tredje og nok den vigtigste, så hjælper det mig meget at have læst bogen Slip stress ud af skammekrogen af Pernille Pedersen. I den skriver hun om, hvordan vi lægger mere og mere identitet i vores arbejde, og derfor også tager successer og fiaskoer i højere grad som en refleksion af os som mennesker. Hun siger endda, at vi er begyndt at tage en del af vores kærlighedsbehov med på arbejde. Det er så rart at vide, at jeg ikke er den eneste, der oplever at tage karrieren personligt. For det føles virkelig som en afvisning, når jeg får et afslag på et job. Selv når jeg ved, at det var et dårligt match eller en med langt større erfaring end jeg fik det. Den fornuftige del af min hjerne er helt med på, hvorfor jeg ikke har fået job endnu. Det er virkelig svært at finde arbejde som psykolog i midtjylland for tiden. Alligevel er den følelsesmæssige del svær at få med.

For det fjerde har jeg det held, at jeg skrev speciale om skam og i januar blev interviewet til Politiken om skam. Det har medført både en masse foredragsopgaver og en bogkontrakt. Bogen skal afleveres i næste uge, dagen før jeg tager til Folkemøde for at debattere skam. Det er en fantastisk ting at få lov til at dele ud af de aha-oplevelser, jeg selv fik, da jeg begyndte at studere skam. Men det er også ekstremt sårbart at turde stille sig frem på scenen og tale, samt at skrive en bog, når der sidder en lille stemme inde bagerst i hovedet og siger: "Hey hvis du var klog nok til at udgive en bog, hvorfor har du så ikke et job endnu?" Når jeg gør det alligevel, er det fordi, jeg tror på, at den stemme ikke skal bestemme. Jeg ved, at den viden jeg sidder med, kan være til gavn både for den enkelte, for virksomheder og for samfundet. Jeg ved, at jeg i virkeligheden ville skamme mig langt mere, hvis jeg ikke talte og skrev om det. For det er en stærk værdi for mig at turde gå i sårbarheden og tale om de vigtige ting. Det var jo derfor, jeg blev psykolog. Når skam hænger sammen med psykisk sygdom, stress, vrede, perfektionisme, der dræner folk og facadeliv, der leder til ensomhed, så skulle jeg være et skarn, hvis jeg ikke sagde det videre.

For det femte er jeg så glad for, at jeg kan genkende ledighedsskammen. At jeg forstår, hvordan den fungerer og kan snige sig ind. For så er den ikke så skræmmende. Når jeg ved, at det er en naturlig reaktion, der kommer for mange, når vi føler usikkerhed omkring vores egen værdi. Og det er egentlig pointen med dette indlæg. En klog veninde sagde for et par år siden til mig: "Vi skal blive bedre til at fortælle de dårlige historier". Vi har brug for at høre, at vi ikke står alene. Så nu fortæller jeg den dårlige historie, inden den får en lykkelig slutning. For det skal den nok. - Krista Korsholm Bojesen

42 visninger