Afvisningens skam

I en samtale om skam nævnte en kvinde, at hun havde været meget skamfuld, da hun blev forladt af sin mand. Jeg studsede lidt over det, fordi jeg var dybt inde i teorier om skam, og lige skulle vende det i hovedet for at vurdere om der var tale om skam eller noget andet. Kan man føle skam over noget, hvor man ikke selv er den handlende? Svaret er selvfølgelig ja, men jeg havde ikke tænkt så meget over det før. Skam handler om frygt for at miste fællesskab og det at blive forladt er jo netop at miste fællesskab. At blive vejet og fundet for let. Valgt fra. Eller slet ikke valgt i det hele taget. Det mindede mig om at være den sidste, der stod tilbage, når der skulle vælges hold i idræt. Få et nej, når man inviterede eller spurgte, om man måtte være med i legen. At blive ignoreret i et selskab, når man prøvede at sige noget. Søge job og blive valgt fra. Række ud efter et knus og blive ignoreret.

Hver gang vi sætter os selv på spil i forhold til andre, er muligheden for at blive afvist til stede. Lars Sørensen skriver, at blufærdighed er skams arnested. Enten kan vi blive mødt af kærlige øjne eller med kritiske øjne, eller allerværst slet ikke set. Brené Brown siger, at sårbarhed er både stedet hvor innovation, kreativitet, nært fællesskab og skam kan opstå. Hver gang vi tager initiativ til noget, står mulighederne åbne for at opleve sejr og nederlag. Hendes forskning understreger, at vi har brug for sårbarhed for at kunne leve et godt liv. Undgår vi sårbarhed, vælger vi samtidig relationer, kreativitet, innovation og sejr fra.

Jamen er skam så uundgåeligt? I et vist omfang oplever vi alle skam. Det afgørende i en situation, hvor vi bliver afvist, hvor meget det betyder for en, og hvordan vi tolker det. Skam går ind under den kategori af følelser, som man kalder selvreflekterende emotioner. Det betyder, at følelsen kun opstår, hvis de indeholder en selvreflektion. For at sige det på en enkelt måde: Betyder afvisningen noget for dig? Hvis du fx er fuldstændig ligeglad med det job, du søgte, så vil det nok ikke lede til skam. Eller hvis du er okay med at være dårlig til sport, vil det måske heller ikke betyde så meget. Men hvis du bliver forladt af den, du elsker, så vil det være vigtigt for dig. Afvisningen vil så i hvert fald være smertefuld. Hvis det skal blive til skam og ikke bare smerte, er det afgørende, at du oplever det som en refleksion af dig som person. At det på en eller anden måde er din egen skyld. Det er her følelsen af at være forkert og uværdig til fællesskab, som skam er, kan opstå.

Der er nok ingen af os, der kommer gennem livet uden at opleve afvisningens skam. I hvert fald en snert af den. Men jeg håber virkelig for alle, at den ikke bliver sådan en knude i mave, der forhindrer os i at være sårbare og åbne. For det vi har brug for, når afvisningens skam sviger, er de kærlige øjne og det nære fællesskab med andre, som hjælper os med at huske vores værd. Og de relationer kan ikke findes uden sårbarheden er leder til intimitet, ærlighed og ægte fællesskab. Der findes simpelthen ikke en mirakelkur eller et trick til helt at undgå skam. Og heldigvis for det, for som nævnt i tidligere indlæg, er skammen en refleksion af at værdsætte fællesskab med andre mennesker.

9 visninger