American Horror Story eller Livet som forælder

Normalt tænker jeg tit på tv-serier som ren og skær underholdning. Dog har jeg oplevet, hvordan de kan skabe rammer for samtaler, der ellers ikke ville have fundet sted. Muligheder for at spejle sig i seriernes karakterer og overveje konflikter, ideer, moral, etik og verdenshistorie på en ny måde. Da serien SKAM udkom, oplevede jeg, hvordan den skabte mulighed for at arbejde med skammen på en helt ny måde. Bare fordi mennesker pludselig var interesserede i ordet. De første, der havde lyst til at lytte til mig (ud over venner og familie) var Kasper og Frederik fra Stream Team. Vi har siden holdt lidt kontakt med at nørde forskellige aspekter af, hvad tv-serier rent faktisk kan psykologisk. Det vil jeg nok skrive mere om en anden gang.


Denne sommer har jeg været ved at se antologi-serien American Horror Story. Hver sæson er en ny historie og en ny genre. Alle dog med horror-elementer. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg gik i gang med at se den. Selv screamfilmene er for uhyggelige for mig. Men jeg opdagede hurtigt, at seriens ramme stort set kun er en ramme. Historierne handler om mennesker på godt og ondt, som kæmper og fejler stort i livet. Det er både fjollet, skræmmende, rørende, spændende og tankevækkende. Især en enkelt scene har hængt ved. Det er fra sæsonen, der hedder Roanoke. Det er bestemt ikke min yndlingssæson af serien, men den indeholder min yndlingsscene.


En mor, der har fejlet og fejlet, sidder med sin datter på omkring 10 år. Moderen siger: " Du ved, hvordan det er at ville tegne en kat. Du har det perfekte billeder i hovedet. Men når det skal ned på papiret, bliver det aldrig det perfekte billede, som du havde i hovedet. Sådan er det at være forælder. Hele tiden."


Denne lille scene bed sig fast. Hver gang jeg er ude og holde foredrag om skam, nævner jeg forholdet mellem forældre og børn. Der er ingen forældre, der gerne vil gøre det dårligt. Der er så uendelig mange gode intentioner. Men der er heller ingen, der kommer ud af barndommen uskadt. Vores forældre overser, misforstår, overreagerer eller er faktisk bare mennesker. Og som forælder selv ved jeg, hvor sandt det er. Det billede, jeg havde i hovedet, af, hvordan jeg ville være som mor, kommer slet ikke til udtryk særlig tit. Og selv efter snart 5 års moderskab, bliver jeg ved med at forestille mig, at jeg kan gøre det meget bedre, end jeg egentlig kan.


Det er ikke mindst sandt, når det kommer til sommerferien. Ferie. Ordet, der emmer af afslapning, noget særligt, kvalitetstid osv. Med små børn handler det meget om at forventningsafstemme, tage hensyn, løse konflikter osv. Det rosenrøde billede af en lille familie i ro, afslapning og harmoni, virker grinagtigt meget af tiden. Jeg må minde mig selv om, at billedet heller ikke duer til noget. I familien skal børn lære at tackle livet og andre mennesker. Det vil sige at tackle konflikter, utilfredshed, misundelse, kedsomhed osv.

Mit mål for sommerferien må være at hælde nåde ud over det hele. Klappe mig selv på skulderen over at ønske at gøre det hele som på billedet i hovedet. Og så ellers komme tilbage til det virkelige liv, hvor glæde ikke er baseline, men det resultat vi kan håbe på kommer af at gøre det så godt vi kan og passe på andre og os selv.

Og sidst men ikke mindst: Glæde mig over, at sandheden og inspirationen til at tænke kan komme alle vegne fra. Selv fra en horror-serie, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se.

10 visninger