At få musikken til at spille

I går aftes kom jeg hjem fra et kursus, jeg havde været meget spændt på. Et to dages kursus for praktiserende læger om skyld og skam. Det var noget helt nyt for mig, da det var en af de allerførste gange, jeg skulle holde et kursus sammen med andre. Hvor vi ikke bare ikke kom og gav hver vores, men planlagde det hele sammen. Selve kurset var en vidunderlig oplevelse, men her vil jeg skrive om samarbejdet med de andre undervisere og kursuslederne.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg fik venner af, det jeg var dårlig til. At en af mine bedste veninder kom ind i mit liv, fordi vi skulle lave en bazar sammen og jeg manglede en, der kunne det æstetiske, jeg ikke selv kunne. Her skrev jeg om det skønne i at kunne vende sig fra misundelsen over ikke at kunne det samme, og i stedet glædes, lære og til dels udnytte andres evner.

Omkring kurset oplevede jeg noget, jeg nærmest havde glemt. Nemlig at få musikken til at spille. Jeg havde musik på højniveau i gymnasiet, selv om jeg ikke er særlig dygtig. Alligevel har jeg aldrig fortrudt, selv om jeg senere måtte tage matematik op et niveau på VUC for at blive psykolog. For tiden på musikholdet lærte mig en masse om samarbejde og samspil. I et (godtfungerede) band glædes alle over guitarsoloen eller sangerens stemme, selv om det betyder, at de måske selv træder i baggrunden imens. For at få musikken til at spille må vi alle kende vores styrker og svagheder og give plads til, at de andre kan brilliere. Det er præmissen for at lave god musik.

Mine medundervisere var de tre multitalenter fra bandet Skammens Vogn. Vi kendte ikke hinanden i forvejen. Vi mødtes på et enkelt møde inden kurset, hvor det desværre kun var to af dem, der var med. Jakob bor nemlig i Colombia, så det er ikke lige sådan at flyve ind til et møde. Ud over at være musikere er de meget andet. Forfattere, møbelsnedker, sexolog og i det hele taget meget kreative. Som psykolog uddannet meget akademisk var jeg virkelig spændt på det. En del af tiden op til følte jeg mig lidt som en stopklods i kreativiteten, fordi jeg var meget varsom med, hvad vi kunne udsætte deltagerne for, når vi havde gang i et så svært emne som skam.

Over os alle, eller nok snarere rundt om, svævede de to kursusledere kærligt og åbent. Anette og Peter er læger og havde fået ideen til kurset. Anette kontaktede mig efter at have hørt mig i podcasten Detox din Hjerne. De satte retning og passede på os alle i processen med at få kurset stablet på benene og afviklet.

Den glæde, der fylder mig i dag, er glæden over at have skabt noget i fællesskab. Uden Jakobs tænksomme overvejelser og ærlighed og opmærksomhed havde det slet ikke været det samme. Uden Anettes kærlige omsorg, blik og styring havde det ikke været det samme. Uden Peters begejstring og eventyrlyst havde det ikke været det samme. Uden Nikolajs lune humor, villighed til sårbarhed og tossethed havde det ikke været det samme. Uden Olivers grounding, eksperimentering og åbenhed havde det ikke været det samme. Men sandheden er også, at det ikke blot var forskellige fantastiske delelementer, der spillede sammen. 2+2 gav ikke 4. Det blev meget mere. For i den åbenhed og villighed til at lade hinanden brilliere kom der meget mere.



Samarbejdet gjorde os modige. Eller i hvert fald mig.

Mandag formiddag kunne jeg mærke, at min energibeholder manglede noget. Jeg havde ikke fået et knus fra min mand den dag. Jeg plejer aldrig at skulle stille mig op og undervise om disse store ting, uden at have fået et knus. Jeg har tydeligvis set lidt betuttet ud, for Jakob lagde mærke til det og spurgte om jeg manglede noget. Da jeg fortalte, hvad det var, fik jeg prompte et knus.

Mandag aften spillede Skammens Vogn koncert. Der er næsten intet, der kan gøre mig mere skam-ramt i øjeblikket end dans. Med mindre det er hjemme i køkkenet med ungerne, bliver jeg ekstrem selvkritisk og ubehagelig til mode. Hver eneste mikrobevægelse bliver dømt forkert hos mig. Men til koncerten skete der noget. For jeg havde lyst til at danse, men turde ikke af frygt for at se dum ud, blive til grin osv. Alligevel var det som om skamarbejdet havde arbejdet sig endnu en dybde i mig. Det virkede fjollet at stå der stille, når jeg hele dagen havde været med til at tale om at være værdifuld i det vi var og ikke hele tiden dømme os selv. Jeg så på en af kursisterne og tænkte “Gid det var mig der dansede der” og så slog det mig, at det var for fjollet at lade være. Peter bød mig op til dans og jeg sagde ja. Det var vildt skamprovokerende, men i den tryghed samarbejdet havde opbygget, mærkede jeg en villighed til at give mig selv lov til at slippe dommen. Og det var sjovt. Jeg dansede resten af aftenen og følte en helt ny frihed.

Jeg så på drengene, der spillede og så hvordan de skiftedes til at tage føring og plads og nikkede anerkendende og grinende til hinanden undervejs. Det var naturligt og flydende. Det handlede ikke om at være den bedste, men at skabe det bedste sammen.

Afslutningen på kurset foregik ved, at vi alle skrev et farvelbrev til noget i vores liv, som vi ikke ville bære med videre. Så samledes for vi hotellet og lagde dem i et tændt bålfad og så dem brænde væk. Vi sang “Sig nærmer tiden” og det var meningen, at vi skulle op i kursuslokalet derefter og afrunde. Men i det øjeblik mærkede jeg et nærmest helligt øjeblik. Vi var så samlet hele flokken omkring det bål. Så jeg kiggede et blik over på Anette og Peter, fik et nik tilbage og så holdt jeg afrundingen ved bålet.


Det er noget af det stærkeste, jeg længe har prøvet. Den følelse af kammeratskab med alle de mennesker, som vi sammen havde brugt to døgn på at bearbejde skam. Jeg havde aldrig turdet at bryde programmet eller gribe det øjeblik, hvis det ikke var, fordi jeg havde mærket det fælles ønske og fokus om at skabe sammen. I baghovedet kørte mine skamtanker: “Du er for meget. Du er for teatralsk. Du vil bare have opmærksomheden. Osv” Men de var nemmere at ignorere end normalt, fordi jeg havde fornemmelsen af, at selv hvis jeg fejlede var det okay.

Når jeg læser dette, tænker jeg, at det måske mere er et dagbogsnotat eller et takkebrev end et blogindlæg. Alligevel vil jeg udgive det. Det er nemlig, for mig at se, en halv-glemt universel sandhed, jeg er blevet mindet om. Vi mennesker er designet til at skabe sammen. Til at lægge vores evner hver især ind i puljen og sammen lykkes med ting. Og at det faktisk er meget federe, smukkere og ægte, end når vi klarer det hele selv. For ud over samarbejdet i vores kursusgruppe, så var intet (og jeg mener INTET) af dette lykkedes, hvis kursisterne ikke havde gjort det samme. Uden deres villighed til at spille med i musikken, var det intet blevet til. Så spil med! Og nyd de andres soloer! Det er alt sammen en del af at få musikken til at spille.

151 visninger