Begrænsninger og nysgerrighed

En af de begrænsninger, jeg har lært at elske, er, at man aldrig kan læse andres tanker. Igen er det en af de ting, der ikke umiddelbart lyder som en fantastisk ting, men lad os se lidt nærmere på det.

De fleste af os, især kvinder i min erfaring, kan nærmest fuldføre skænderier eller samtaler med deres kærester eller ægtefæller helt uden at involvere dem. "Hvis jeg siger sådan, så siger han det, og så sker der det. Og det er også bare typisk ham at være på den måde." Når jeg taler med mænd, er tankerækken sjældent så detaljeret, men slutter ofte ved: "Jamen det sagde jeg ikke, for så ville hun bare blive sur." I ACT parterapi stødte jeg på begrebet om at have denne indre repræsentation af sin partner. Gennem tid opbygger man en forventning til den andens tendenser og responser og generaliserer dette til at være en formel for den andens opførsel. Så tanke-skænderierne foregår med "formlen" i stedet for det rigtige menneske.

Lad mig give et eksempel: Tidligere i år var vi ved at forberede barnedåb for vores lille pige. Barnedåben var lige ca to måneder efter fødslen, og jeg stod selv for al maden for at spare penge. Så det var en lidt travl tid. Som nævnt i indlægget med pizzasnegle bager jeg, når jeg er stresset, fordi det giver mig en ro. En ting vi aldrig har haft råd til var en ordentlig røremaskine, men jeg havde heldigvis fået en minirøremaskine for nogle år siden, som mine svigerforældre havde vundet i et julelotteri. Jeg havde nok overbelastet den en del gange og en gang var den kørt ud over bordkanten, pga for voldsom belastning. Så min stakkels lille røremaskine stod der og larmede en februar eftermiddag, og jeg stod og kiggede ned i den og skændtes med min mand inde i hovedet. For han sad ved spisebordet med vores to-årige søn i armene og var dybt fokuseret på sin mobil. Jeg gik og tænkte, at det var typisk, at han syntes, det var hårdt at gå på arbejde, så han kunne da lige zoome ud med sin mobil og ignorere vores søn. Og så gik jeg der og passede nyfødt og forberedte barnedåb. Min irritation steg som timerne gik, og jeg blev ved med at opleve, at han lige skulle tjekke mobilen igen. Bum bum, sur kone konkluderer det var typisk min mand. I min irritation over min lille røremaskines larm og hele situationen, kommenterer jeg noget med, at den var døden nær, og at jeg ønskede mig sådan en røremaskine, som en havde postet på facebook. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, men mit udbrud får min mand til at smile skævt til mig. Og så begynder han at fortælle, hvorfor han er så optaget af sin telefon. Det, jeg havde set på facebook, var et billede af en røremaskine en bekendt havde vundet i en intern konkurrence på sin arbejdsplads og sat til salg til halv pris. Min mand var ved at aftale at købe den til mig som en overraskelse. Bum bum igen. Jeg som gik der og tænkte alt muligt om, at han var egoistisk. Nej han var fuldt optaget af at opfylde et af mine store ønsker.

Historien viser i al tydelighed, at man aldrig ved, hvad der foregår i et andet menneskes tanker. Selv ikke når man har levet tæt sammen hver dag i otte år. Ofte kan man se på en handling og konkluderer et motiv. Problemet er bare, at vi ikke ved om vi har konkluderet rigtigt, hvis vi ikke spørger. Tendensen med at konkludere på andre menneskers adfærd kaldes i PREP-materialet for negativ fortolkning. Vender vi tilbage til ACT-terapien, taler den om at minde sig selv om at have begynder-sind. Altså at blive ved med at turde se på ting, som om det var første gang, gå nysgerrigt og tillidsfuldt tilværks.

Så en opfordring her til at acceptere begrænsningen og turde spørge nysgerrigt og fordomsfrit ind til, hvad der foregår i den andens hjerne og hjerte.

4 visninger