Begrænsningernes kreativitet -eller- at rydde op med en gribetang

For godt tre uger siden var jeg på hospitalet for at blive opereret. Jeg har en pacemaker, som hjælper på en mavesygdom. På fagsprog hedder det en sakral nervestimulator. Ledningen sidder på nerver i korsbenet, og hjælper min mave til at fungere bedre. Disse nerver styrer nemlig tarmene. Strømmen til ledningen kommer fra en pacemaker, som i al almindelighed bare er et batteri. Jeg har haft min pacemaker i snart 10 år. Eller det vil sige, at den er blevet skiftet en gang undervejs. Selv om pacemakeren kun tager omkring 40-50% af mine gener, har den en kæmpe effekt på mit liv. Før den var jeg sygemeldt i halvandet år. Så da jeg for et par måneder siden pludselig blev vækket en nat af voldsomme mavesmerter, som fortsatte i flere dage, blev jeg mistænkelig. Noget måtte være galt. På hospitalet konstaterede de, at ledningen var i stykker, og at den skulle skiftes.


Det lyder måske enkelt nok at skifte en ledning. Det giver også mange sjove forklaringer og situationer, når ens fireårige fortæller alt og alle, at mor skal repareres af lægerne. Selve operationen er heller ikke noget stort. Dog er tiden efter noget af en udfordring. Ledningen kan ikke syes fast i det område, så i seks uger efter operationen gælder det om ikke at bevæge sig på en måde, der får ledningen til at flytte sig, før den er vokset fast. Det betyder, at man ikke må bøje ned, krydse benene, løfte noget op fra gulvet/bukke sig ned på gulvet. Hvis man kommer til det, kan ledningen flytte sig, så den skal opereres om og hele baduljen starter forfra. Så det er med fuld koncentration, at reglerne overholdes.


Den fantastiske afdeling, jeg er tilknyttet på hospitalet, ved godt, hvor tungt det kan være at leve med kronisk sygdom. Især sygdom som er så tabubelagt som tarmsygdomme. Derfor samler de os i hold hver gang, så vi møder nogle ligesindede. Det skriver jeg mere om en anden gang, for det er en vigtig ting. Men denne gang var der flere, der skulle have pacemakeren for første gang og blev ret bekymret ved udsigten til at skulle leve med disse begrænsninger i 6 uger. Sygeplejersken og jeg sagde begge mange gange, at man blev kreativ af at være begrænset på den måde. Og det er virkelig rigtigt. Begrænsningerne giver plads for at være kreativ og øve sig på nye ting. I denne omgang lærer min datter at skubbe sin skammel hen til mig, når hun gerne vil op til mig. Begge børn lærer at være mere selvstændige, fordi jeg ikke kan hjælpe med alting. Jeg lærer at bede om hjælp på ny. Som fx til at få strømper på eller hvis jeg taber noget, når jeg er udenfor huset. Jeg har måttet være kreativ med at lave mad til fryseren og flytte rundt i køkkenet, så jeg kan nå de vigtige ting. Jeg må øve mig i at sige fra til ting, jeg ikke kan eller ikke kan overkomme. Der er meget at lære, når livet bliver begrænset.


Jeg får også en helt uomgængelig lektion i at være taknemmelig for, at mine begrænsninger er tidsbegrænsede. Om tre uger kan jeg igen bevæge mig frit.

Når jeg skriver, at begrænsninger er kreative, så er det bestemt ikke noget nyt. Det er en gammel traver, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. Vi opfinder, når vi føler os begrænsede eller sat overfor et problem. Ellers er der jo ingen grund til at ændre noget.

Det er bare ikke altid særlig sjovt at være kreativ eller begrænset. Romancen forsvinder fuldstændig, når jeg er nød til at rydde op med en gribetang. At rydde lego op med en gribetang er opskriften på et raserianfald.  Frustrationen er stor, når alting tager langt længere tid end normalt. Jeg føler ikke, at jeg når noget som helst. Opgaverne og rodet hober sig op. Det er netop derfor, at jeg skriver blogindlægget lige nu. Fordi jeg ikke vil vente, til jeg ser tilbage med et halv-lyserødt skær på al den kreativitet tiden bragte. Sandheden er nemlig, at tingene sjældent er entydige. Det er fantastisk, at jeg har fået en ny ledning. Det er mega træls, at den anden gik i stykker. Vi lærer helt sikkert noget som familie i denne periode. Men perioden trækker også energi ud af os. Det handler vist bare om at være i det og med det. Og takke for, at vi kender tidsbegrænsningen på denne tid med begrænsninger.

8 visninger