Begrænsningernes mindfulness

For en del år siden var jeg barnepige for en lille dreng. Den del af byen hvor jeg gik ture med ham står meget klarere i min hukommelse end resten af Århus. For han pegede på alt og satte ord på, hvad vi så. Farverne, husene, dørene, græsplænen hvor mågerne altid sad, lyskrydsene osv. Jeg er normalt ikke særlig god til at huske det visuelle. Den anden dag sagde min mor til min søn, at han boede i et gult hus, og jeg tænkte om det ikke var rødt, men nej vi bor faktisk i et gult hus og har gjort det i 2,5 år. Men lige de områder hvor jeg gik ture med drengen kan jeg huske farverne. Og stemningen. Og de mennesker vi mødte. I den periode oplevede jeg (og mange andre) en stor sorg, da fire fantastiske unge mænd i vores kreds døde. Og jeg tog søgte tilflugt i samværet med drengen. Som hans far sagde: "Du må godt låne hans livsglæde". Det var, før jeg lærte om principperne bag mindfulness, men det var stadig det jeg oplevede og søgte. Mindfulness handler i høj grad om at være til stede i nuet og registrere og fornemme, det man oplever uden at tolke på det. Børn er mestre til det fra naturens hånd. De fokuserer på lige nu og lige her og oplever alting på en meget sanselig måde. I både ACT og mindfulness taler man om begyndersind. At man skal lære at opleve ting med en nybegyndertilgang i stedet for hele tiden at trække sine erfaringer og tolkninger ind over det. Det handler om at være i det på en nysgerrig måde.

Som mor er jeg både blevet bedre til det og dårligere til det. En del af at være mor handler om alt det praktiske. Og det øjeblik barnet har sovet dårligt i sin lur, kan man forestille sig alle de effekter det vil have på resten af dagen. Det er en form for livsvarig stilling som projektleder at være mor. Sådan kan jeg i hvert fald tit opleve det. Alt det jeg skal huske at have med, når vi skal ud af døren. Men jeg oplever også at mit sind har fået et nyt rum. Et rum som jeg træder ind i, når jeg er nød til at være lige her lige nu.

Børn elsker begrænsninger, der skaber nærvær. Når to af mine bedste veninder kommer på besøg har min søn en taktik med at ville vise dem sit værelse, og så lukke døren, så jeg ikke kan komme ind. For hvis jeg ikke er derinde kan de voksne ikke snakke voksensnak. Han er ikke dum. Han skaber rammerne for det nærvær, han ønsker sig. Han insisterer på, at vi skal være i nuet sammen.

Efter jeg er blevet mor har mit sind som sagt udvidet sig med et rum. Jeg kalder det begrænsningernes mindfulness. Jeg træder ind i det, når situationen kræver, at jeg smider alle planer og behov ud og bare være i det. Det er oftest, når der er sygdom eller tænder på vej og nattesøvn og planer bliver til en by i Rusland. Som her til morgen, hvor jeg vågnede ved, at min datter kastede op på mig. Alle planerne jeg havde lagt for i dag, forsvandt som dug for solen, og jeg trådte ind i rummet og tænkte: "Nå nu er det det her, der er min dag." Det kan lyde som et meget opgivende sted. Og nogle gange er det. MEN det gode er, at når alle forventninger bliver kastet over bord, bliver der plads til noget andet. Pladsen til at bare være. Til at tælle alle gode ting for plus. At fejre de små bitte ting, som at hun er glad, når hun får lov til at lege med knappekassen eller som at jeg lige kunne nå at skrive det her, mens hun sov til middag. Og nu pusler det inde i sengen.

4 visninger