De 25%

Den anden dag sad jeg i sofaen hos en kær veninde med hendes nyfødte søn på maven. Han sov sødeligt, mens vi talte om udfordringerne i at være mor. Især om det med at ville gøre det allerbedste. At skulle vælge mellem at sove mellem 19-21 eller rent faktisk have lidt tid med sin kæreste. Og ideen om at skulle finde det bedste at gøre.


Jeg mindede hende om nogle kloge ord, hun gav mig, da jeg fik barn nummer to. Min frustration gik på at føle mig utilstrækkelig overfor mine to børn, mand og mig selv. Der var ikke nok til nogen. Hun var ikke selv mor på det tidspunkt og sagde helt nøgternt: "hvis du fordeler al din energi ligeligt, så kan I hver få max 25%. Så det vil altid være for lidt til at være perfekt." Det blev en rettesnor for mig i min rolle som mor. At det ideelle, det perfekte slet ikke var en mulighed. OG at mine børn har brug for at lære, at de lever i en verden, hvor ingen kan få det perfekte og ideelle hele tiden.


Et par uger inden hun fødte, var hun med mig ude til et foredrag, jeg holdt. Jeg fortalte om 25% reglen til foredraget. Da vi sad der i sofaen, sagde hun, at hun godt havde lagt mærke til, at jeg kiggede sigende på hende, da jeg sagde det. Men hun kunne ikke selv huske, at hun havde sagt det. Så talte vi om, at det nok netop var fordi hun dengang ikke selv var mor, at hun kunne se det på den måde. For når man står i det, så overvælder følelserne af utilstrækkelighed os fuldstændigt.


Det er netop derfor, at vi skal dele de svære følelser med hinanden. For hun var ikke i følelserne, da jeg var. Hun tog mig dybt seriøst i min smerte. Og hun kunne give mig den sætning af sandhed og nåde, som jeg kunne holde op mod mine følelser. Så der både blev plads til mine følelser og til at blive sat fri af mine umulige forventninger til mig selv.

10 visninger