Den gavmilde skønhed

For 10 år siden lærte jeg en lektie om skønhed, som stadig står helt tydelig i min erindring. Det skete til en koncert med RebekkaMaria. Hun kom ind på scenen i en kort kjole og en stor, sprudlende blomsterkrans på hovedet. Jeg kunne næsten ikke trække vejret for to følelser: betagelse og misundelse. Ikke nok med at hun er en smuk kvinde, hun er også enormt stilsikker. Og lige så betaget jeg var, lige så misundelig var jeg over hendes stil, hendes udstråling og så den blomsterkrans. Nøj hvor ville jeg gerne danse gennem livet med den blomsterkrans på hovedet.


Måske blev jeg ekstra misundelig, fordi jeg netop ikke er så god til æstetik. Skamforskeren Brené Brown taler om knaphedssamfundet. At vi lever i en tid med en oplevelse/forestilling om, at alle resourcer er knappe. Vi ønsker os flere penge, mere tid, mere lykke, mere mere mere. Der er aldrig nok. Og de ting, som vi oplever er meget knappe i vores eget liv, kan nemt lede til misundelse via sammenligning. Vi kan blive nærige med det, vi oplever at have for lidt af. Dermed ikke sagt, at man ikke skal bruge sin tid eller sine penge varsomt. Men der er noget helt fantastisk i at give sig rig.


Det er bestemt ikke sort/hvidt. Du kan ikke få mere tid ved at bruge den lemfældigt. Men du kan ofte opnå mere ved at skynde dig langsomt. Det er dog et helt andet blogindlæg. Lektien, jeg lærte, kommer nemlig først nu: Halvvejs inde i koncerten kastede RebekkaMaria sin blomsterkrans ud til de dansende til koncerten. Og den gik på omgang mellem dansende gæster. Jeg var målløs. Hvis det havde været min blomsterkrans, var den blevet på MIT hovede. Det var min smukke ting. Den gav mig skøndhed. Altså i min drømmeverden. Det overraskede mig, hvor meget større skønhed, der skabtes ved at være gavmild med skønheden. Jeg husker helt tydeligt, hvordan hun smilede og kommunikerede med de dansende med blomsterkransen. Pludselig var der skabt et fællesskab på en ny måde ved at dele skønheden med andre.


Måske giver denne historie kun mening for mig. Måske læste og læser jeg en hel masse ind i en lille situation. Alligevel har jeg stadig efter 10 år den blomsterkrans med mig. Når jeg føler mig nærig med noget, husker jeg ofte på blomsterkransen og hvad, der skabtes, da den blev delt og givet væk. Hvad mon der kan skabes, hvis jeg tør dele ud? Hvilket fællesskab kan opstå, hvis jeg ikke er bange for, at andre også får deres tur på dansegulvet med de smukke blomster på hovedet?

6 visninger