Den højere enhed?

Kender I det med, at man bare gerne vil have det hele til at gå op i en højere enhed, men bare ikke kan? Sådan er sommerferien her i år. Min mand er lærer og har derfor obligatorisk ferie i fem uger. Det er ikke noget at brokke sig over, men det er heller ikke noget, vi har valgt. Børnene har fri fra daginstitution, og det lyder egentlig som opskriften på en fantastisk ferie. Den brik, der bare slet ikke passer ind, er mit liv. Jeg er jobsøgende og ved at redigere bog. Det betyder, at jeg slet slet ikke har ferie. Men det har min familie. Så brikkerne passer bare ikke sammen.

Det er ikke, fordi vi ikke hygger os, men jeg har bare hele tiden en masse i hovedet og en masse ting, der skal gøres. Ting, som ikke er nemme at få gjort med en 3-årig og en halvandet årig, som bare gerne vil have deres mors og fars nærvær.

Igen er det en øvelse i at forsøge at elske begrænsningerne. Det lyserøde liv, hvor alle brikker passer sammen, findes vist slet ikke. Og jagten på det hjælper ingenting. Selvfølgelig håber jeg på, at fremtiden bringer ferier, hvor vi alle har fri på samme tid. Men hvem ved, hvordan det bliver, når jeg får et job. Brikkerne bliver vist aldrig et perfekt match.

Vi er også fire forskellige mennesker med mange forskellige behov. Selv hvis jeg ikke havde en masse at se til ud over at være tilstede med familien, ville vi have feriekonflikter. For ønsker, behov, længsler og måder at slappe af på vil altid stikke i flere retninger. Øvelsen i at acceptere det uperfekte og finde måder at være i det på, er en del af livets udfordringer og glæder.

Nogle gange får man lyst til at synge som tante Sofie i Kardemommeby: "Hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst. Men ingen er som jeg, og det er meget trist!" Når vi gerne bare vil forstås og undgå bøvlet af at skulle udtrykke eller undertrykke behov og lyster. Hvor ville det bare være nemmere, hvis vi alle ville og havde brug for det samme hele tiden. Det er bare ikke sandheden. Vi lærer så meget af hinandens tilgange til livet og oplevelser, hvis vi kan slippe tante Sofies omkvæd og være i vores forskellighed. Og som de fleste forældre kan skrive under på, så er det tit, når vores børn minder om os selv, at de udfordrer os allermest. Det er sandelig ikke nemt. Og jeg tror også, jeg har fortalt alle, der spurgte til vores sommerferie, at jeg synes, det er svært at være i.

Tilbage til den højere enhed. For da jeg fik sat ordene på skærmen og kiggede på dem, så ramte det mig, at det netop er uperfektheden og vores forskellighed, der er den højere enhed. Vi mennesker har brug for hinandens anderledeshed for at elske, lære og fungere. Vores lille familie har brug for uperfekte sommerferier, hvor vi udfordres og skal vælge hinanden. Det bedste er sjældent det pæneste. Og lykken kommer i de små glimt og den rolige vished om, at uperfekthed og forskellighed er arnestedet for ægte samvær og kærlighed. Puha det lyder meget mere lyserødt end det føles. God sommer :)

4 visninger