Det arrogante "Bare"

Jeg mødte en gang en meget modig mand. Han fortalte mig frit fra leveren, at når han mødte mennesker med depression, sagde han til dem, at de bare skulle tage sig sammen. Og at overvægtige mennesker bare skulle lade være med at spise så meget. Det modige var ikke, at han sagde det åbenlyst, men at han fortsatte med at spørge, om jeg kunne forklare ham, hvorfor jeg var så uenig med den tilgang. Det synes jeg virkelig var modigt og en slags sårbart. Han var helt klar over, at det han sagde, var jeg uenig med, og at det gjorde mig vred. Det blev til en rigtig spændende snak, hvor vi vist begge fik set tingene fra nye vinkler.

Jeg kom til at tænke på ham, da jeg hørte en coach kalde det arrogant at sige "bare" om noget. Han sagde, at det implicerede, at man troede, at man vidste bedre end personen selv. Ordet bare henviser til noget simpelt. Så hvis du ikke kan leve op til det "gode råd" du lige har fået, er det dig, der er noget galt med. Det tager ikke hensyn til omstændigheder eller årsag. Det konkluderer. Og det udskammer. Det sætter en præmis op om, at det er det eneste rigtige, simpelt og må være forståeligt for alle.

Da vi havde været igennem anden ufrivillige abort havde jeg en samtale med en medstuderende på psykologi. Den lød sådan her:

Mig: " Ja vi håber da på snart at blive gravide igen, men det er jo stadig en sorg, da det ikke er den samme baby, der vokser ud. Vores to første børn har vi mistet, og de kommer ikke igen."

Ham: "Aj det var da en dum måde at tænke på. Så bliver du jo ked af det. Du skal bare tænke, at en baby er en baby og en dag får du forhåbentlig en baby."

Jeg var lige ved at grine, da han sagde det, fordi jeg syntes, det var så absurd. At hvis jeg sørgede over det, der var sket, måtte jeg bare tænke på en anden måde. Jeg sagde ikke så meget til det, for jeg tænkte, at han tydeligvis ikke lige var den, jeg havde lyst til at tale med om sorgen og håbet. Hans gode råd var helt bestemt ment godt og sigtede efter, at jeg ikke skulle være ked af det. Men lad os bare sige, at det ramte forbi.

Når jeg siger, at ordet bare bliver arrogant, er det ikke ensbetydende med, at jeg er skyldfri på det område. Måske ramte det mig særligt i dag, fordi jeg flere gange havde været ved at bruge det. En af begrænsningerne af at være menneske er netop, at vi kun kan være i os selv. Hvad der er helt indlysende for os selv, kan se helt anderledes ud for andre. Præcis derfor kan ordet bare blive arrogant. "Du skal bare gøre sådan her". "Så må du bare tage dig sammen" "Så må du bare spise mindre" "Så må du bare lade være med at tage det så nært" "Du skal bare lære at sætte grænser". Personen, der giver rådene, gør det helt sikkert i god mening. For dem er det helt naturligt og enkelt at give deres egen sandhed videre. Men vi kan kun vide, hvordan det er for os selv og ikke for andre. Det langt bedre er at spørge. Erkende begrænsningen i ikke at kunne vide, hvordan andre har det, og så spørge. Spørge til hvordan de selv oplever det svære og respektere, at når de siger "sådan her er det for mig" så er det sådan for dem. For mig er det en kæmpe respekt at vise et andet menneske; at give dem tid til at fortælle og lytte ud fra præmissen om, at de taler sandt. Også selv om det slet ikke passer ind i, hvordan jeg oplever eller tænker om det samme.

Her kommer sløjfen så: Har jeg lige sluttet af med at sige, at man bare kan spørge? Er det så ikke også arrogant? Jo det er det faktisk. Hvis jeg altså sluttede der. For det er ikke så enkelt at spørge og være åben og lytte. Det er sårbart, usikkert, spændende og udfordrende at begynde at spørge. Det er helt sikkert noget, man skal øve sig på -nok også resten af livet.  Og så forsøge at være nådig overfor sig selv, når man fejler.

6 visninger