“Det er ikke mig, det er dig” (der er forkert)

Opdateret: 13. maj 2019





I arbejdet med at forberede foredraget Skam og Lyst fandt jeg en gammel bog frem. Jeg læste den for mange år siden, og en enkelt passage hang altid ved. Bogen handler om kvinders orgasme eller mangel på samme. I begyndelsen af bogen fortæller forfatteren om en samtale med sin kæreste. Han spørger, om hun fik orgasme, og da hun svarer nej, spørger han til om hun har fået det før. Da hun svarer nej, konkluderer han, at så er det jo ikke ham, der er noget galt med.

At samtalen handler om noget så intimt som orgasmer, gør den interessant fra et skamperspektiv. Alligevel er det en universel samtale, vi mennesker har, når sårbarhed stiller os overfor frygten for skam. Er det dig eller mig, der er forkert? Den dukker op gang på gang. Mellem fremmede på nettet. Een skriver om lykken ved at gå hjemme med sine børn. En anden læser det, spejler sig i det og føler sig forkert. Indsæt selv emner som politik, kost, livsstil, motion, parforhold, krop, uddannelse, økonomi osv. Ubevidst spørger vi os selv: "er det dem eller mig, der er forkert?" Dette kan resultere i tre ting: ligegyldighed, dårlig samvittighed/ indadvendt skam eller angreb/udadvendt skam.

Ligegyldighed opstår, når vi ikke føler, at skammen er på spil. Når vi ikke føler os udsat i konfrontationen med en andens mening, holdning eller situation. Ligegyldighed i denne sammenhæng er ikke noget negativt. Det betyder bare, at vi ikke ser den andens holdning, som en trussel mod os.

Den dårlige samvittighed eller indadvendt skam opstår, når vi føler os ramt. Vi er måske lidt enige i den andens kritik af os. Måske er det ikke en gang formet som kritik, det er bare et ømt punkt for os. Kvinden i bogen føler sig forkert, fordi hun føler, at der må være noget galt med hende, siden hun ikke får orgasmer. Det behøver dog ikke være noget så intimt som orgasmer. Det kan være alt fra at få at vide, at man da vist ikke er ordensmenneske, til at man er en dårlig forælder, eller en kommentar om ens krop eller tøjstil. Alt, hvad vi ønsker at være, har potentialet til at lede til skam, hvis vi ikke føler, at vi lever op til det. Den indadvendte skam opstår, når vi tager kritikken på os. Vi nikker genkendende til den andens syn på os, og bøjer hovedet i skam.

Den tredje mulighed er udadvendt skam eller angreb. De fleste af os kender situationer i parforhold, venskaber eller kollegiale situationer, hvor en bemærkning om noget, vi kunne gøre bedre, får os til at bide tilbage. Når min mand pointerer, at der roder i huset, skælder jeg ham ud for ikke at lave nok. Grundlæggende kan man sige, at vi reagerer med variationer af sætningen "Tror du virkelig du er bedre end mig?" eller "Hvad med dig selv?" Måske var kommentaren om det rodede hus slet ikke en kritik fra hans synsvinkel, bare en konstatering. Men fordi jeg selv kæmper med det, går jeg ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte. Det samme gør manden i bogen. Selv om han på overfladen spørger ind til hende, så handler hans spørgsmål om ham selv. Han udspørger hende for at nå frem til lettelsen over, at det ikke var ham, der var noget galt med. Det er ikke ondt ment. Det er bare en menneskelig tendens.

Sagen er, at følelsen af skam, lukker ned for vores empati. Dette overraskede forskere i høj grad. Gennem historien har man brugt skam som et middel til at få mennesker til at rette ind. Gabestokken og skammekrogen skulle få folk til at tænke på, hvordan deres handlinger var forkerte. Udstillingen af dem var til for både at skræmme andre fra at gøre det samme, men også for få de straffede til at tænke på andre, der led under deres handlinger. Problemet er bare, at vi slet ikke tænker på andre, når vi bliver ramt af skam. Følelsen er så overvældende og smertefuld, at vi faktisk bliver egoistiske. Det er nemt at se i reaktionen angreb. Her er kampen tydelig. Hvem af os to vinder, og får ret i, at det er dig og ikke mig, der er forkert?

I en den indadvendte skam er egoismen sværere at få øje på. Det betyder dog ikke, at den ikke er der. Skammen fylder en så meget, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til den anden. Ofte vil det lede til svar som "Ja jeg er også bare en stor idiot" eller "Jeg ved godt, at jeg er forkert." Problemet ved disse svar er, at de handler om en selv. Man er ikke længere i fællesskabet med den anden. Flere parterapeuter fortæller om, hvordan den indadvendte skam hindrer kommunikation. Den skamramte holder op med at lytte. Det eneste der fylder er skammens smerte og håbløshed.

Så begge tilgange er uproduktive. Hvad ville være bedre at gøre? Dette er ikke en mirakelkur, og den kræver ekstremt meget øvelse. For det første skal vi lære at genkende skammen. Når vi genkender den, kan vi tage højde for den. Måske har vi brug for at sige det højt. Sige "Når du siger det, så er min første tanke, at jeg er forkert, og det gør ondt" Eller fortælle, at vi har lyst til at gå til angreb. Åbne op for skammen i stedet for enten at lade den opsluge os eller forsøge at angribe os ud af den. På den måde kan vi undgå at reagere instinktivt. Derefter må vi prøve at træde et skridt tilbage, og finde vores nysgerrighed frem. Ægte nysgerrighed. Der, hvor vi i steder for at reagere, undersøger. Spørger ind. Ikke for at finde ud af, hvem der er forkert. Faktisk er forudsætningen, at vi forsøger at holde fast i, at ingen af os er forkerte. Vi skal forsøge at finde nysgerrigheden, hvor vi i stedet for at fyldes af egne følelser og fokusere på dem, fokuserer på at forstå den andens budskab. Se det fra den andens vinkel. Og bede dem se den fra vores. Ingen af os kommer til at kunne gøre det i alle tilfælde i livet. Ingen af os bliver perfekte til det her. Tro mig.

Den sidste pointe er denne: Hvis du føler dig angrebet, vil der næsten altid være skam i spil for den anden. Hvis man ikke selv føler skam og er i gang med at forsvare sig mod den, er der heller ikke noget ønske om at få andre til at forstå, at de er forkerte. Vi kan have reelle ønsker om at få andre til at forstå, at de tager fejl eller at de har gjort noget forkert. Men selve det at ville stemple andre som forkerte, udspringer stort set altid af et ønske om at placere forkertheden hos andre, så vi selv slipper for den. Skam er nemlig så smertefuld, at vi bliver ret så egoistiske af den. Og svaret på spørgsmålet om hvem af os, der er forkert, skal allerhelst besvares med: "Ingen"

57 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Gaver, ønsker og kærlighed

Det er blevet gaveræs-tid. Der skal købes, der skal ønskes og det kan både være stressende og sårbart. Der skrives debatindlæg om forbrugerfest og klimabelastning. Ønskesedler bliver nogle gange kaldt