Forskellen på at fortælle og snakke om

Jeg læste nogle overskrifter den anden dag om at Sebastian Klein havde udgivet en bog om sin far, hvor han blandt andet fortalte om sin fars alkoholmisbrug. Et par dage efter så jeg overskrifter om, at han fortrød at have skrevet det, fordi det blev brugt som sensationsjournalistik. Samtidig nævnte han, at han ikke mente, det var æreskrænkende at skrive sandfærdigt om sin far.


Historien kom lige samtidig med en samtale med en veninde om at have oplevet psykisk sygdom og møde tavsheden som en mur. Jeg spurgte, om hun gerne ville, at folk havde snakket om det. Hendes svar satte sig fast: "Nej jeg ønsker ikke, at folk snakkede om det, men at de fortalte om det." Jeg syntes, at hendes skelnen var enormt sigende. At fortælle har en klang af at dele og at nogen lytter. At snakke om kan have en klang af at sladre, en sensationsagtig tilgang. Jeg ved godt, at jeg strammer den. For at snakke om noget indeholder også klangen af at have en dialog og samtale om noget. Men for en ægte dialog tror jeg, det er vigtigt at starte med fortællingen. På psykologistudiet lærte vi om læresætningen "At man ikke kan lytte med ord i munden." Når vi fokuserer på at svare eller få vores eget synspunkt frem, kan vi ikke lytte aktivt, fordi vores fokus bliver på os selv. Fra bogen 7 gode vaner findes vanen om først at forstå, for derefter at blive forstået. Og når det kommer til smerter i livet, psykisk sygdom, sorg, sygdom, hjertesorger osv kan vi tit føle os fanget i spændet mellem at møde tavshed eller sensationssnak. Alt, der er forbundet med tabu, skaber tavshed eller sladder. Jeg tror virkelig sjældent, at det handler om, at vi ser ned på hinanden. Jeg tror meget mere, det handler om frygten for at sige noget forkert, ikke vide hvad vi skal gøre, eller være skræmt af fænomenet. Så bliver det lettere at tie stille eller kun nævne det som en historie til andre.


Personligt mener jeg bestemt ikke, der er nogen skam i psykisk sygdom. Men jeg mener også, at det er for let at sige, at det er det samme som at have brækket en arm. For når psyken bliver syg, kan det være svært for en selv og sine omgivelser at genkende sig selv. Og det er altså mere komplekst, sårbart og svært end at brække armen. Og netop fordi det er det, skal vi blive bedre til at fortælle om det. Fortælle og lytte. Hjælpe hinanden med at afmystificere det svære.


Når Sebastian Klein udtaler sig her efter sensationshistorierne, siger han næsten det samme. At han ønsker folk vil læse hele bogen, før de dømmer. Omskrevet kan man sige, at han gerne vil have lov til at fortælle hele historien og blive hørt.

Det kræver altså både tid, villighed og åbenhed for begge parter at få fortalt en historie. Når det så er gjort, har vi en langt større mulighed for at få en samtale og en snak sammen.

3 visninger