" Forstå mig dog Elisabeth"


En dag om ugen overnatter jeg i Sønderborg, hvor jeg arbejder. Det er en skøn lille bed&breakfast jeg har værelse på. Men det er ærlig talt ikke særlig sjovt at være i en fremmed by alene en aften om ugen, når man hellere ville være hjemme hos sine familie. Under alle omstændigheder kommer der hver gang et tidspunkt, hvor jeg er for træt i hovedet til at arbejde videre. Da det kom den anden dag, så jeg Matador og strikkede. Og ja følte mig vældig gammel.

En særlig scene fra Matador blev hængende hos mig. Jeg er ikke en af dem, der har set Matador en masse gange. Så jeg ser det med ret nye øjne. Scenen, der hang fast, er kæresteparret Kresten og Elisabeth i centrum. De har ikke giftet sig, fordi deres familier ligger i krig. De har dog fundet rum til at være alene sammen nytårsaften. De har ofte snakket om, at hvis de bare kunne komme væk fra byen, kunne de gifte sig og være sammen. Samtalen ender helt i hårdknude. Elisabeth har fået sin svoger til at skaffe Kresten et job i en anden by, så de kan gifte sig. Men Kresten føler sig misforstået og at Elisabeth er gået bag ryggen på ham. Og så siger han med "Forstå mig dog Elisabeth!" Sikke en sætning. Det er en kommando. Hun SKAL forstå ham. Men han ansigstudtryk viser afsky. Den afsky vi ofte udviser, når skammen træder ind i rummet. Der er noget helt forkert mellem dem. Han reagerer med vantro over hendes forslag, og hun svarer: "Jamen jeg troede....." De troede nok begge to, at den anden forstod dem. At de var på samme side. Men det går helt galt. Som så ofte med skam, bliver det en kamp om, hvem der forkert. Er det dig eller mig? I dette tilfælde er det din eller min familie, der er mest forkert?

Jeg kom til at grine, da jeg så scenen. Kommandoen om at blive forstået, var så absurd. Alligevel hang den fast. Er det ikke det, vi alle har lyst til at råbe en gang i mellem? Trangen og behovet for at blive forstået er så grundlæggende i os alle. Det gør så forfærdelig ondt, hvis vores nærmeste slet ikke forstår os. Så kan det være nærliggende at få lyst til at råbe af dem eller kræve at blive forstået. Men ansigtsudtrykket, der leveres samtidig med denne sætning, er fjendtlig og afstandstagende. Han indbyder ikke til en forstående dialog. Tværtimod indbyder det til en krig på, hvem der har retten på sin side. Hvor tit ender vi ikke i den situation? At vores ærlige behov for at blive forstået bliver et afstandstagende og krigerisk krav. Scenen havde ikke været så slående, hvis han havde trukket vejret og sat sig ind i hendes tanker og søgt at forstå hende også. Hvis han havde set hendes intention om at bringe dem sammen, ville det slet ikke være gået så galt. Scenen er dog desværre meget realistisk. Når vi føler os misforstået og overset, har vi rigtig svært ved at sætte os i andres sted og tage det roligt. Vi går i forsvarsposition. Da jeg begyndte at studere skam, blev jeg overrasket over, at vores evne til empati daler i takt med, at vi føler skam. Når vi føler os forkerte, har vi svært ved at rumme andre mennesker. Dette er en af årsagerne til, at jeg blev så optaget af emnet.

I morgen udkommer min bog om skam. Jeg har skrevet den så godt, jeg kunne, og jeg håber så inderligt, at mit projekt bliver forstået. Jeg håber også inderligt, at jeg vil kunne møde mennesker fremadrettet med lytten i stedet for at råbe "Forstå mig dog, Elisabeth!" For vi kommer aldrig særlig langt med at kræve forståelse uden at give den selv.

4 visninger