Hvad er mod?

Der findes en historie om en eksamen. Opgaven lød på at beskrive, hvad mod var. En studerende afleverede efter et par minutter et stykke papir og gik. På papiret stod der: "Dette er mod."

Der er mange ting, som vi kan beskrive som modigt. Historien beskriver helt sikkert en form for mod. En satsning. Eleven, der sætter sin karakter på spil, med en smart bemærkning. Jeg ved ikke, om historien er sand. Den er nok tættere på en urban myth. For den findes også, hvor ordet mod er erstattet med dovenskab. Der giver den også mening, bare med et andet fortegn. Er det modigt eller dovent? Genialt eller dumsmart?

For mig handler mod om, hvad vi sætter på spil. Som psykiateren Finn Skårderud siger, så er et faldskærmsudspring enormt sikkert i forhold til at risikere en afvisning. Det er måske nok skræmmende at stå i en flyver og skulle springe ud. Jeg ved godt, at jeg ikke selv turde. Højder er ikke min force. Alligevel ville jeg langt hellere faldskærmsudspring frem for at opleve en kold afvisning fra en af mine allernærmeste. Måske er det at sammenligne pærer og bananer. Men nu kommer det også fra en skam-psykolog. Jeg er blevet fascineret af, hvordan alle skamforskere er nød til at komme omkring mod, når de arbejder med skam. Ikke mod i forhold til at springe i faldskærm eller satse sin karakter på en risikabel idé. Men mod i forhold til vores relationer til hinanden. Mod til at satse sig selv. Til at elske og være sårbar. Skamforskeren Brené Brown har skrevet fantastiske bøger om, hvordan sårbarhed og helhjertethed er vejen ud af skam og modgiften til skam. Hun har endda udarbejdet forløb, der lærer mennesker om sårbarhed og empati.

Da vi blev gift, var det min far, der stod for vielsen. I sin tale sagde han, at han ønskede for os, at vi ville turde være nøgne overfor hinanden. Ikke kun fysisk men psykisk. Det er denne nøgenhed, jeg taler om her. Læg mærke til, at han ønskede for os at vi TURDE. Ordet nøgen handler om at blive set som man er.  At være blottet. Det er det værste man kan være overfor en modstander. Men overfor vores nærmeste er det, det bedste vi kan være.

Det strider virkelig mod mit hipstergen at citere Lars Lilholt, men en enkelt sætning har brændt sig fast i min hjerne. Den er fra sangen Kald det kærlighed, hvor han synger: "Det du fortier slet ingen chance får." Dette er en dyb sandhed i skam. Vi ønsker så stærkt at blive elsket og set som dem vi er, men det er skræmmende at risikere den afvisning eller den andens foragt, at det virker nemmere at fortie det. Problemet er bare, at vi godt ved, hvad vi har fortiet eller ikke turdet vise. Lige meget hvor meget anerkendelse og kærlighed vi møder, kan vi stadig tænke: " Ja men hvis du vidste dette her, så ville du tænke helt anderledes om mig." På denne måde bliver det umuligt at tage imod den kærlighed og anerkendelse vi får. Den er jo givet på et forkert grundlag. I hvert fald i vores egen optik. Noget af det smukkeste, stærkeste og mest befriende vi kan opleve er at lade facaderne falde og stå blottet overfor vores nærmeste og opleve at blive mødt af kærlighed i stedet for foragt. Vi ved bare ikke, hvad vi bliver mødt med, før vi prøver. Det er derfor, det kræver så meget mod.

Det her indlæg er svært at afslutte. For som sagt er der skrevet flere bøger om emnet. Dette er bare et meget kort og sammenfattet indlæg om et virkelig vigtigt emne. Til sidst vil jeg bare lige understrege, at jeg hele vejen igennem har skrevet, at dette hører til hos vores nærmeste. At være sårbar og ærlig er altid en god ting, men den totale blottelse hører til i vores nærmeste relationer, hvor der allerede er en tryghed og intimitet. - Krista Korsholm Bojesen

5 visninger