Hverdagens vidunderlighed

Før der var hashtags, var der navne på billedalbummer på facebook. Her havde jeg en række af albums med navnet hverdagens vidunderlighed 1,2 og 3 osv. Efter de første to tænkte jeg selv, at det var lidt kikset. Men lige som jeg skulle til at droppe navnet, sagde min gode ven Thomas, at han elskede det udtryk og at se på de små hverdagsglimt i albummerne. "Livet leves jo i hverdagen, søs" sagde han. "Så hvis vi kan se vidunderligheden i den, så er vi langt." Så jeg beholdt udtrykket.

I dag er det 7 år siden han døde. Den fantastiske mand, der lærte mig meget om livet og som var fantastisk at dele liv med. Hver gang jeg bruger udtrykket, enten i daglige tale eller som hashtag til billeder, tænker jeg på ham og mindes ham ved at gøre det. På samme måde som hans fantastiske afskedssalut "Ha det bedst muligt" følger mig.

En ny hverdag er begyndt for mig. Med arbejde og en overnatning hjemmefra i ugen. Fokus på hverdagens vidunderlighed er ikke stoppet. I morges da jeg sad på bed and breakfast og spiste pandekager med sirup kl 7, som nogle andre havde lavet til mig, tænkte jeg på Thomas. På at nyde og give plads til hverdagens vidunderlighed. For selv om jeg nød at sidde der, så betød det også, at jeg ikke var hjemme til morgenknus og morgenrod med familien. Det gode gælder. Hverdagens vidunderlighed findes, især hvis vi kigger efter den. Thomas´ord følger mig og alt det vi havde sammen. Det bliver aldrig bedre, at han ikke er her mere. Men i aften vil jeg åbne den flaske rødvin min chef gav mig første arbejdsdag, skåle ud mod horisonten og minde mig selv om aldrig at slippe hverdagens vidunderlighed. Hverken som udtryk, disciplin eller som påmindelse om en af de bedste venner, jeg nogensinde har haft.

Ha´det bedst muligt <3

2 visninger