Kære imposter syndrome -skrid venligst

I forrige uge var jeg på kursus i at blive selvstændig psykolog. Og nu er jeg på vej til at blive det. Vi blev på kurset spurgt, hvad den største forhindring var for os. For nogle er det økonomisk sikkerhed, for andre er det tanker om hvor svært det er. For mig var svaret mig selv. Eller rettere mit imposter syndrome. Bær over med, at det bliver lidt langt.

Imposter syndrome er en form for skam. Eller en frygt for skam. Imposter betyder bedrager og syndromet går ud på at frygte at blive afsløret i ikke at kunne noget. Frygte at stå nøgen som kejseren i eventyret, når drengen råber: "han har jo ikke noget tøj på!" Og alle bryder ud i grin og peger fingre. 7 ud af 10 lider af imposter syndrome i en eller anden grad. Ofte i forbindelse med det, der falder os let. Hvis vi lærer noget, og har let ved, mens andre har svært ved det, så er det nærliggende at tænke: "måske jeg bare ikke har fattet det rigtigt." I stedet for at stole på vores egen vurdering, vægter vi de andres højere.

Imposter syndrome har mange konsekvenser. En af dem er at sabotere sig selv ved at undervurdere det, man har at byde på. Det har været ved at kvæle mit virke, før det overhovedet kom i gang. Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at det, jeg vidste om skam, var meget relevant for mange. Men jeg følte ikke, at jeg var en, man skulle høre på. Sætningen "Jeg er jo bare nyuddannet psykolog" blev brugt så mange gange, at det nærmest var mit mantra. De første, der konkret talte imod mit imposter-syndrom, var Kasper og Frederik fra radioprogrammet Stream Team. Da de i programmet talte om, at tvserien SKAM ikke rigtig handlede om skam, selv om den hed det, skrev jeg en lang besked til dem om mine tanker om serien. Efter jeg havde sendt beskeden, havde jeg det næsten fysisk dårligt over "at stikke næsen frem". I beskeden afslutter jeg med at skrive "Nå jeg aner ikke om I læser det her, eller hvad I dog skal bruge det til." Imposter syndrome i fuld flor. For at undgå en afvisning sørger jeg selv for at sige, at det nok ikke er noget værd. Heldigvis var Kasper og Frederik ikke enige. De inviterede mig til at deltage i programmet. Der havde de besøg af Ditte Giese, som var debatredaktør ved Politiken. Hun bad om et interview. Og jeg svarede med mit mantra: "Jamen er du sikker på, at du vil interviewe mig, når jeg bare er nyuddannet psykolog?" Ditte svarede med på en pæn måde at bede mig om at tage mig sammen, rette ryggen og tale højt. Så det gjorde jeg. Med rystende ben og ondt i maven. Efter interviewet skrev jeg og takkede Kasper og Frederik for det. De svarede, at jeg skulle takke mig selv og mine formidlingsevner. Det er nemlig en anden del af imposter syndromet: At man tillægger al succes til held eller andres fortjeneste.

De her tre mennesker, Kasper, Frederik og Ditte, var de første stemmer, der talte mod mit imposter syndrome, som jeg virkelig turde stole på. Fordi de ikke var mine venner som sådan. De var ikke nogen, der havde grund til at stryge mig med hårene. Det gjorde det lettere for mig at tro på dem.

Den næste gang jeg måtte kæmpe med mit imposter syndrome, var da jeg blev kontaktet om at skrive en bog. Hvad tror I, jeg svarede? "Jamen jeg er jo bare nyuddannet psykolog." Min redaktør svarede: "Een ting er ikke at turde tale om noget. Noget andet er gerne at ville tale om det, men ikke have ordene. Du har ordene og jeg beder dig om at give dem videre." Det hjalp. Det handlede ikke længere om mig. Det handlede om at give noget videre, som havde betydning for mig. For som skamforskeren Brené Brown siger: "Nogle ting er værd at gøre, hvad enten det bliver en succes eller ej." For en måned siden kom en kvinde hen til mig efter et foredrag. Hun fortalte, at hun havde fået min bog i 60 års fødselsdagsgave, og at den havde ændret, hvordan hun så på sit liv. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg følte mig igen lille, for hun har levet så meget længere end mig. Men det gav mig en glæde og taknemlighed for at have skrevet den. At den kan bruges af andre.

Mens jeg skriver det her, hamrer mit hjerte. Der er store følelser på spil. Stor taknemlighed i forhold til de mennesker, der har talt imod mit imposter syndrome. De venner og min mand, der lægger ører til det, hver gang jeg tvivler. Stor angst og bæven overfor at blive selvstændig psykolog. Og en vished om at så meget godt i mit liv slet ikke ville være her, hvis jeg havde lyttet til imposter syndromets stemme, der beder mig sætte mig ned bagerst og holde kæft.

Så kære imposter syndrome -skrid venligst. For verden er meget sjovere, bedre og spændende, hvis vi tør dele det, vi har på hjerte og ikke sætter os ned og holder kæft. Så prøv at tænke over, om du genkender denne stemme. Hvis ja, hvad forhindrer den dig så i? Og tør du tænke på/drømme om, hvad der kunne ske, hvis du valgte ikke at lytte til den?

32 visninger