Kærlighed fra første SKAM

Det tog lidt overtalelse fra min storebror at gå i gang med at se SKAM. Men fra første scene blev jeg forelsket. Som psykolog, der har skrevet speciale om skam, var jeg ekstremt skeptisk de første minutter, hvor Jonas læser op om skammen over at have så meget mere end andre og være i den forfordelte ende af verden. Det er netop noget, vi så at sige burde skamme os over, men fordi vi ikke ser det hele tiden i vores hverdag, er det sjældent det, der fylder i vores liv. Jeg tænkte, at hvis serien handlede om moral på den måde, så ville jeg hellere læse aviser. Et minut senere var jeg solgt. For fuldstændig som jeg sad og tænkte, at det lå langt væk fra det nære, så går Ingrid og Sara forbi Eva og Jonas og en mærkelig stemning breder sig. De kigger skævt og uvenligt på Jonas og Eva, og vi mærker Eva krympe sig, forsvinde ud af samtalen med Jonas og blive lammet af skam. Den skam vi føler, når vi er blevet valgt fra. Fra det øjeblik elskede jeg serien.

Skam er en følelse af at være forkert, utilstrækkelig, valgt fra. Det er frygten for ikke at være værdig til kontakt eller kærlighed. Det er den følelse vi får, når der er langt mellem hvem vi oplever, at vi er og hvem vi gerne ville være. Uden at vi får forklaringen på konflikten mellem Ingrid og Eva, så føler vi den. Vi ser, at Eva krymper sig i blikket fra dem. Det er ikke en ligeværdig konflikt, hvor hun kigger nedladende tilbage. Hun er ramt. Lyden dæmpes, så vi kan mærke, hvordan skammen nærmest laver en bobbel omkring hende, hvor intet andet findes, end den forfærdelige følelse.

Der er flere her i Kosegruppa, der har snakket om, hvorfor den hedder skam. Jeg har flere gange tænkt, at jeg ville svare, men jeg har brugt foråret på at skrive en bog om skam (altså følelsen) og har simpelthen ikke har tid. Lad mig bare sige det kort: Det er den bedste titel i verden! Følelsen skam er ekstra voldsom i de år, hvor vi prøver at finde ud af hvem vi selv er. Gennem resten af livet kæmper vi til stadighed med at skamme os. Men det er genialt at fortælle om det i ungdomstiden, for de oplever jo mere på en uge, end jeg gør på et halvt år, som mor til to små børn. At den foregår i Norge er endnu bedre. Hele tingen med Russebus er genialt. Allerede i løbet af de første uger/måneder på gymnasiet skal de finde en gruppe, der vil tilhøre resten af tiden. Hvor mange af jer havde fundet de venner så tidligt i gymnasiet? Russebussen er også et fællesskab, hvor man enten er valgt til eller fra. Det er smertefuldt og skamfuldt ikke at være med i det fælleskab, hvis man gerne vil være det.

SKAM har formået at vise denne tunge følelse gennem alle sæsonerne. Personligt er jeg allergladest for sæson 1, fordi Eva virkelig tager livtag med skammen. Hun kæmper med at være valgt fra af Ingrid. Hun er sådan set enig med Ingrids vrede og fravalg, for hun synes ikke selv, at hun er den, hun gerne vil være. Hun er angst for, hvordan hendes nye veninder skal reagere, når de finder ud af, at hun stjal sin bedstevenindes kæreste. Vil de så også vælge hende fra? Da det kommer frem siger Vilde de tunge, frygtede ord: " Du kan sådan set kun takke dig selv for din situation." Det er en af de værste ting et menneske kan komme ud for: At få at vide, at man er valgt fra pga den man er. Det er din egen skyld, at du står alene. SKAM har vist skam i alverdens afskygninger uden at nævne ordet. For det er ikke følelser, vi gerne vil snakke om. Vi er som Eva bange for at blive afsløret og at endnu flere skal vælge os fra. Det er så utrygt at fortælle nogen, at man ikke er den, man gerne ville være i de store spørgsmål.

Noora kæmper med en af de tydeligste forsvarsmekanismer mod skam: Perfektionisme. Hvis bare hun gør alting perfekt og har alle de rigtige idealer, skal det nok gå. Problemet er, at alle idealerne lukker ned for hendes forhold til andre mennesker og til William. Hun fortæller, at hun havde en dårlig oplevelse med alkohol og sex tidligere og derfor har hun valgt det helt fra. Det er hele tiden alt eller intet. Det er først, da Sana får sat lidt perspektiv på alle hendes idealer, at hun lukker op for de ægte fællesskaber og muligheden for kærlighed.

Isak kæmper med sin seksualitet og frygten for fordømmelse fra sine omgivelser. Han er så meget i sine egne følelser, at han slet ikke opdager, at han får sagt til Even, at der ikke er plads til psykisk syge mennesker i hans liv. Isak viser begge sider af skammens væsen. Han er selv bange for at blive fordømt, men opdager slet ikke, at han selv fordømmer. Og det gør han også kun for at beskytte sig selv mod smerten. Heldigvis er der en Magnus, der kan fortælle ham lidt om, hvordan psykisk syge mennesker faktisk bare er mennesker. Og Isak oplever også, at da han tør åbne sig for sin mor, svarer hun med kærlighed.

Sana siger DET HELE i sin besked til pigerne i slutningen af sæsonen. Hun er aldrig rigtig nok nogen steder. Faktisk fortæller skamforskningen, at mange der bliver radikaliseret netop gør det på baggrund af altid at have været forkerte både derhjemme og i samfundet. Derhjemme er de ikke muslimske nok og i samfundet er de ikke danske nok. Sana bruger den anden kendte forsvarsmekanisme mod skam: Hun går til modangreb. Hun skynder sig at melde sig af bussen, før de kan nå at smide hende ud. Og derefter går hun efter at få PepsiMaxpigerne til at føle sig ligeså forkerte som hende. Heldigvis finder hun mod og styrke til at blotte sig og bede pigerne om at tage hende tilbage. Los Losers er den smukkeste scene jeg ved. For der oplever vi kontrasten og længslen i skam. Hun sidder der helt alene. Fordømt af PM-pigerne. Hendes veninder er ikke kommet, og vi oplever, hvordan hun er helt alene i verden. Hun ved også godt, at hun har fucked up og at hun er alene, fordi hun har dummet sig. Så sker det vi alle ønsker os så brændende her i verden: Hendes veninder kommer og vælger hende til. De ved alt det grimme hun har gjort, og de elsker hende alligevel. Jeg tuder, bare jeg skal skrive det. Hvor er det fantastisk smukt at blive set lige som man er og elsket både fordi og på trods.

I starten var jeg sikker på, at Julie Andem havde læst alle skamteorierne lige som jeg, og så lavet en TV-serie ud af det. Så jeg blev vildt overrasket over at høre, at navnet først var valgt senere. Gennem tiden er det dog blevet klart for mig, at man behøver ikke kende teorierne. Følelsen af at være forkert og være bange for at miste fællesskab med andre mennesker, er så grundlæggende i mennesket, at vi ikke behøver læse teorier for at fortælle historien. I stort set alt, hvad der optager os, er der skam på spil. For vi vil gerne elskes og accepteres, og frygten for det modsatte er jo lige nøjagtig skammen. Hvad der har overrasket mig er, hvordan serien endte med at blive en modgift mod skam. Den har skabt fællesskab. Den har skabt forståelse. Den har fået de sværeste følelser til at skabe grobund for sammenhold i stedet for forsvar. Den har åbnet dialoger om alt muligt. Fra seksualitet til psykisk sygdom til religion. Men mest af alt om venskab. Om hvordan mennesker trenger mennesker.

1 visning