Kropslig skam

Al skam knytter sig til idealer. Og hvis der er noget, vi har idealer om i nutiden, så er det kroppen. I denne uge har jeg tænkt meget på kropslig skam. Hvordan vores normer til kroppen er et skampunkt for mange. Men det er noget, vi skal lære. Der er nogen, der skal lære os, hvordan det er rigtigt at se ud og hvordan det er forkert at se ud.

Vi var i svømmehallen i weekenden og i omklædningsrummet, sad min datter og pegede på en ældre dame og og sagde "Se se" til mig. Min datter er kun halvandet, så det virker ikke provokerende, når hun gør det. Der ligger ingen tanker bag. Bare barnets umiddelbare udtryk for nysgerrighed. Kvinden kom hen og snakkede med os, og vi snakkede om, hvordan det var tydeligt, at min datter ikke kendte til normer, men bare så. Og pegede. Helt skamfrit.

Når voksne kommenterer på krop, er det ganske anderledes. Vi har normer og tanker. Et par dage før vi var i svømmehallen, stod jeg ude i forhaven sammen med børnene. Vi var lige steget ud af bilen efter en lang dag. En kvinde fra vejen kom forbi. Vi snakker altid lidt. Denne gang kommenterede hun først på, hvor store børnene er blevet. Derefter kiggede hun pludselig op og ned af mig og udbrød: "Nej har du nu nummer tre på vej?" Da jeg svarede nej, blev stemningen meget anspændt. Jeg prøvede virkelig at tage det med et smil og bare indrømme, at jeg har taget lidt på på det seneste. Men situationen var dybt akavet. Men hvorfor egentlig? Hvis et barn spurgte mig om jeg havde en baby i maven, ville det formentlig ikke være akavet. Det blev akavet, fordi det i vores kultur næsten ikke en gang er positivt at se gravid ud, når man er det. Det er da slet ikke positivt at se gravid ud, når man ikke er det.

Mellem graviditeterne med mine børn tabte jeg 15 kilo. Jeg gjorde ikke noget for det. Jeg var bare stresset og glemte at spise og rendte rundt med min søn hele tiden. Hver gang nogen komplimenterede min vægt, blev jeg lidt flov. Det var rart at få at vide, at jeg var pæn sådan, men jeg følte mig som en snyder. For det var ikke et resultat af hårdt slid. Faktisk var jeg næsten lidt bekymret over, hvad der skete med min krop. Men normativt er det positivt at tabe sig, så alle roste mig. Indtil en aften hvor jeg var til et foredrag i vores kirke og en klog kvinde sagde: "Du har godt nok tabt dig meget, Krista. Er det godt eller skidt?" Jeg fik tårer i øjnene af lettelse, da hun spurgte. For jeg følte mig set. Jeg var ikke sat i en ramme af, at det var rigtig godt. Hun så på det uden normer og spurgte til, hvad det var for mig.

Det er så sikkert som tyngdekraften, at jeg selv falder i gang på gang og går ud fra, at det er positivt, når mennesker taber sig. For de normative idealer for kroppen ligger også dybt i mig. Men jeg øver mig. Øver mig i at slippe de uskrevne regler for, hvordan vi skal se ud og så bare prøve at spørge forsigtigt ind. For vi fastholder hinanden i den kropslige skam ved at gå ud fra, at det er bedst at se ud på een måde. Det er ikke nemt.

Måske sidder der nogle og læser det her og tænker: "Ja men det er jo bedre at være tynd end tyk rent sundhedsmæssigt." Det er heller ikke helt forkert. Men så vil jeg bare sige, at uforklarligt vægttab er et af de 7 tegn på kræft. Vi ved bare aldrig, hvad der er på spil. Jeg vil ikke tage glæden over at have tabt sig fra nogen. Det er slet ikke min tanke eller mening. Min tanke er mest, at jeg synes, det er skørt, hvor optagede vi er af krop og udseende. Ja det gør lidt ondt, når nogen tror, at jeg er gravid. Men når jeg lige tager helikopter perspektivet på mit liv i øjeblikket, så er min vægt lige nu bare ikke så vigtig. Jeg er ved at lære at være udarbejdende mor, i gang med mit første rigtige job som psykolog, ved at få de sidste ting med bog på plads, og i det hele taget strukket til det yderste. Alt dette er vigtigere for mig. Vi bliver hele tiden fortalt (oftest ordløst) at vores udseende er ekstremt vigtigt. Mit ønske er bare, at vi kigger lidt forbi alt det der, og ser hele mennesker i stedet for. Og at vi bliver lidt mere skamfrie.

13 visninger