Magtesløs

I det første indlæg jeg skrev, skrev jeg om, at begrænsninger viser, hvad vi er: nemlig mennesker. Det bærer i sig selv en masse begrænsninger: vi kan kun være et sted af gangen, vi ved aldrig, hvordan det er at være andre, og der er en hel masse ting, vi ikke selv kontrollerer. For snart fem år siden læste jeg en bog af Preben Kok, der hedder "Skæld ud på Gud". Det var egentlig en tilfældighed, da jeg skulle ud og køre langt i tog og ville finde en bog i kiosken, så jeg kunne læse den på turen. Jeg anede ikke, at jeg skulle til at læse en af de bedste bøger, jeg har læst.

At være magtesløs er en uhyggelig og ofte forfærdelig følelse. At være uden af stand til at gøre det, man gerne vil. Ude af stand til at hjælpe eller ændre en situation. Det er en form for kæmpe begrænsning. Kan man finde noget positivt i at være magtesløs?

Preben Kok er præst og sygehuspræst. I mange år har han været supervisor for personalet på Vejle Sygehus. Når de har haft svære sager op, plejer han at spørge: "Gjorde I alt hvad I kunne for at redde patienten?" Hvis svaret er ja, siger han "Så har I gjort det godt nok. Resten var ikke i jeres magt." Han taler i bogen om, ordet magtesløs handler om at være løst fra magten. Altså ikke at være bundet til en magt, som aldrig var vores. At det lå udenfor ens magt at gøre noget, og derfor kan vi slippe ansvaret.

I denne optik er netop begrænsningen det positive, der er at finde. At vi ikke kan tage ansvar eller skyld for det, der lå udenfor vores magt. Dette kan være den største trøst i nogle af livets svære situationer. Ellers kan vi føle at tyngden af magten bliver et møllehjul, vi er bundet til og som trækker os ned. Hvis vi forstår, at vi er løst fra magten, kan vi bedre sørge. Vi kan bedre rette vores vrede, frustration, opgivenhed, sorg og smerte mod det rigtige sted. Bogen hedder "Skæld ud på Gud" fordi, det er det Preben Kok opfordrer til. At vi tør komme til det, der er større end os med alt, hvad vi føler. At vi tør forstå, at al magt ikke er vores egen.

Dette blev især stort for mig, da vi mistede to børn i graviditeten. Det skete to gange i streg lige omkring uge 12. Og jeg følte mig som en fiasko, forkert, uduelig som kvinde og mor, fordi jeg åbenbart ikke kunne "holde børnene i live". Og der var det godt at få blik for, at jeg var magtesløs i situationen. Preben Kok siger i bogen, det hedder at vente sig, fordi det er det eneste, kvinden kan gøre. Jeg havde gjort, alt hvad jeg kunne og måtte slippe resten. Så blev der plads for sorgen og frustrationen i stedet for selvbebrejdelser.

Denne begrænsning kan være en trøst i mange af livets situationer. Når vi mister, når vi bliver syge, når noget uforudset sker, når vi tager fejl. Hvis vi ikke får øje på vores magts begrænsning, kan vi bruge uendelig meget energi på at bebrejde os selv. Til ingen verdens nytte vel at mærke. For hvis det ikke var i vores magt, kunne vi heller ikke have ændret det.

Nu hvor jeg sidder og søger job, er det igen en trøst. Jeg gør, alt det, jeg kan, men når jeg har gjort det, forsøger jeg at hvile i, at det ikke er i min magt (udelukkende) at få et job. Og på en af årets første dage er det en god reminder om livets vilkår.

8 visninger