Marks of honor

"Jeg kan egentlig godt lide mine strækmærker." Sagde jeg til min svigerinde. Vi snakkede om graviditet og krop. Hvordan vi lige var kommet dertil ved jeg ikke helt, men vi snakker og snakker, så vi kommer vidt omkring. Tanken var slået ned i mig tidligere på dagen, da jeg havde set på dem i spejlet. Det var gået op for mig, at jeg egentlig kun havde et problem med dem, fordi jeg har læst mig til, at det strækmærker skulle være noget forfærdeligt noget, som man skulle gøre alt for at slippe for. Men hvorfor egentlig? Ja min krop ser anderledes ud efter jeg har båret og født to børn. Hvilken overraskelse. Der er da mange ting, jeg ville ønske, var som før. Men det er nu mest af alt, fordi jeg har fået banket ind i hovedet af blade, fjernsyn, bøger og diverse, at idealet for en kvindekrop er slank, stram og umærket. Umærket af tidens tand, af graviditeter, af fødsler, af sol, endda af grin i form af smilerynker. Men kvindekroppen er nu en gang skabt til at bære børn. Det er simpelthen det vildeste stunt nogensinde. Hvis man fik børn på en anden måde, og der så kom en læge og sagde: "Du kan også bære barnet i maven i 9 måneder, hvor din krop selv dyrker det, skærmer det, giver det liv og næring. Og når de 9 måneder er gået kan du selv skubbe barnet ud i verden uden en læges hjælp eller kniv." Så ville jeg tænke, at det lød helt vildt skørt og som noget fra en fantasyfilm. Men det er nu en gang hvad vores kroppe kan. Indrømmet: Vi har brug for en mand for at sætte processen i gang, men derefter klarer vores krop resten. Vi skal ikke huske at give børnene mad i maven, nej det klarer kroppen på samme umærkelige måde, som den holder vores hjerte i gang. Som sygehuspræsten Preben Kok siger, så hedder det at vente sig, fordi det er det eneste kvinden rigtigt kan gøre: At vente.

Ja min krop er mærket af graviditeterne. Og nej jeg synes egentlig ikke det er sjovt at have været så forskellige kropsstørrelser gennem de seneste 3,5 år. MEN og det er virkelig et stort MEN: Min krop har lagt hjem til mine børn. Deres første hjem. For to af vores børn det eneste hjem. Vi mistede to børn i tidlig graviditet, inden vi fik vores søn. Og måske er det derfor jeg godt kan lide mine strækmærker. Fordi alternativet for mig var, at der aldrig var vokset børn inde i maven. Min hud strak sig og sprak i strækmærker, fordi mine børn voksede sig store nok til at komme ud i livet. Det er da fantastisk. Og ærlig talt så ved alle forældre da, at det at få børn strækker en på alle tænkelige måder der er.

Nogle gange stirrer vi os blinde på ulemperne uden at se, hvad alternativet er. Vi drømmer om at have flere penge, og glemmer at det måske betød mindre tid med familie, venner eller fritidsinteresser. Vi drømmer om perfekte kroppe uden at forstå, hvad prisen ville være. Der kunne være mange eksempler. Men alting koster. Som man siger, så er hvert tilvalg også et fravalg. I min optik er hver begrænsning også en afgrænsning af os selv. "Du kan gøre hvad som helst, men ikke alt" sagde en eller anden en gang. Så hvad må det koste dig? Må to børn koste ekstra kilo og strækmærker for mig? Der er ingen grænser for, hvor stort det JA er i mig.

I efteråret er der igen kvindekonference i kvindenetværket Womens Reboot under Dansk Oase. I år har ledelsen valgt at temaet er Unspoken og med en arbejdstitel, der hedder "Der er så meget kvinder ikke siger." Jeg glæder mig som et lille barn til at være med og til at være med i planlægningen. Der er så meget, vi kvinder ikke tør sige eller dele med hinanden i frygt for at blive set helt, som vi er. Men hvis vi tør kan vi være så heldige, at vi får samme svar, som jeg fik af min svigerinde: "Det kan jeg godt forstå." Så sad vi der og snakkede strækmærker og grinede lidt i larmen af vores fantastiske børn, der legede og hoppede og råbte.

Indrømmet: Det var ikke så svært at fortælle netop hende. Det var nemlig hende, der en gang fortalte mig om et amerikansk udtryk for strækmærker: Marks of honor. Æresmærker. Min krop er mærket af at give liv til mine børn. Og de går aldrig væk igen. Strækmærker kan blegne, men aldrig forsvinde. Og indrømmet igen; havde jeg haft gener, der gjorde, at jeg ingen strækmærker fik, ville jeg bestemt ikke have savnet dem. Men når alt kommer til alt, så er jeg jævnt glad for udtrykket: "Hvor der handles, der spildes."

1 visning