Medvind, modvind og destination

For et par dage siden blev jeg spurgt, hvorfor jeg var blevet psykolog. Det er ikke første gange, jeg er blevet stillet det spørgsmål, men jeg har aldrig rigtig lyst til at svare. For svaret er så kompliceret og det er meget svært at få hele sandheden med. For svaret er, at det var det mindste onde.

Fra jeg gik i 5. klasse vidste jeg, at jeg skulle være fysioterapeut. Flere spurgte, om jeg ikke skulle være psykolog, men nej, jeg ville gerne arbejde med det hele menneske, og jeg elskede at massere. Det var det, jeg ville og drømte om. Efter et sabbatsår kom jeg ind på studiet i februar. Sommeren inden var jeg på en ferie i Tyrkiet og kom hjem med tarmbetændelse. Det blev aldrig godt igen. I løbet af efteråret var jeg til utallige undersøgelser på hospitalet for at prøve at finde ud af, hvorfor jeg blev ved med at være syg efter betændelsen var ovre. Ingen læger kunne finde svaret. Det endte med paraply-diagnosen irritabel tyktarm. Bare i en langt værre version end 99% af de mennesker, der har det. Man kan ikke sige, at jeg var en 12-tals pige, men jeg klarede mig godt i skolen. Det var meget hårdt at starte på et studie og klare mig dårligt pga sygdommen. Efter et halvt år måtte jeg melde mig ud og melde mig syg. Lægerne sagde, at jeg aldrig ville få krop til at blive fysioterapeut. Det var en virkelig hård tid. Jeg magtede ikke at holde kontakt med de dejlige mennesker, jeg havde lært at kende på studiet. De mindede mig om, at jeg havde det som et skib uden kurs i storm, mens de sejlede mod mit mål.

Det var en ret ulykkelig og meget skamfuld tid. Jeg følte mig temmelig værdiløs uden et mål eller i stand til at klare mig selv. I en snak med min onkel fik jeg et lidt nyt syn på det. I situationen var det mest provokerende, fordi det lød gevaldig meget som "tænk positivt". Det, han sagde, var vist en forenklet version af et Kierkegaards citat. "Man ved kun om det er medvind eller modvind, hvis man ved, hvilken destination, man skal nå." I min daværende optik var det bestemt modvind, jeg stod i. En stærk modvind, der ikke bare forhindrede mig i at nå mit mål, men en modvind, der var tæt på at kæntre mig.

Året efter gav min sagsbehandler mig et valg: "Vælg en universitetsuddannelse; din krop er noget møg, men du har et godt hovede. " Så jeg søgte ind på psykologiuddannelsen. I måneder op til at få at vide, om jeg var kommet ind, blev min kæreste helt chokeret over, at jeg ikke havde lagt en plan B, hvis nu jeg ikke kom ind. Jeg gav mig straks til at tude og nærmest skrige, at det her var plan B, og at jeg ikke kunne udholde at lave plan C. Gudskelov kom jeg ind. Ellers havde det været ret problematisk.

Og studiet voksede på mig. Sorgen over ikke at blive fysioterapeut blegnede med tiden. I dag virker det helt absurd, at jeg ikke skulle være psykolog. Og for to år siden, da jeg var færdig med studiet, fandt jeg i en kasse et dagbogscitat fra mine første uger på fysioterapeut-uddannelsen: "Måske tog jeg fejl. Måske skulle jeg have været psykolog i stedet for. Det er jo de fag, hvor psykologien er med, som jeg finder interessante. Det er de fag, jeg ville ønske fyldte det hele. Måske tog jeg fejl."  Det var som den sidste balsam mit fysioterapeut-sår havde brug for. At vide, at jeg allerede den gang havde overvejet, om jeg skulle være psykolog.

Jeg tror ikke på, at alt sker af en bestemt grund, eller at vi har en skæbne, som vi ikke har et valg i. Men jeg tror, at vi mennesker ikke altid kan overskue, hvad der er medvind eller modvind. Måske er en stressperiode netop det, der gør, at vi får taget vores egne grænser seriøst. Måske er en hård snak med en ven eller partner præcis den ting, der får os til at tage livtag med de svære ting. Måske er det bedre for os at komme til en anden destination, end den vi havde planlagt i første omgang. Jeg er ikke på fuldstændig sikker grund her. Jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger, at nogle af mine storme har vist sig at være mere medvind end jeg regnede dem for, mens de stod på. Dermed bestemt ikke sagt, at modvind ikke findes, eller at vi nogle gange bliver slået helt omkuld af dem uden nogensinde at se et glimt af godt i dem. Jeg sørger stadig over at være kronisk syg. Men jeg sørger bestemt ikke længere over, at jeg ikke blev fysioterapeut. Jeg er landet præcis, hvor jeg skal være.

8 visninger