Misundelse vs inspiration og berigelse

For godt en uge siden talte jeg med min far om det at glæde sig over andres evner. Og jeg fik sagt sætningen "jeg har jo fået venner af det, jeg er dårlig til!" Hvis min far ikke havde grebet den sætning, ved jeg ikke, om jeg havde skrevet lige dette blogindlæg. Det er dog et emne, der optager mig meget. Hele den problemstilling eller paradoks med, at vi helst skal være gode til alt selv, optager mine tanker meget. Ideen om, at vi skal kunne klare det hele selv og at det at bede om hjælp er et nederlag, gør mig ondt. Fordi det blokerer for så meget berigelse.


Min blog hedder velsign med det du har. Det kom først og fremmest til mig som en påmindelse om, at jeg skulle bruge præcis det, jeg kan. Altså i stedet for at ærgre mig over alt det, jeg ikke kan give mine omgivelser eller ikke kan gøre uden hjælp.


I det seneste år er det blevet en lidt anden vinkel for mig. Det er begyndt at handle om at glæde mig over, hvad andre kan velsigne med. At glæde mig (også i smerten) når jeg selv kommer til kort og andre tager over. At se andre som en velsignelse i mit liv i stedet for konkurrenter. Som fx hvordan vores dagplejemor tog sig ekstra af vores datter, da jeg selv var i totalt underskud. Da jeg sad og skrev julekort til hende, trillede tårerne ned over mine kinder i en blanding af følelser af utilstrækkelighed, taknemmelighed og kærlighed.

Men det tydeligste eksempel i mit liv er min veninde Ane. Selv om jeg gennem hele min opvækst har været bekendt med hende, blev vi først veninder som voksne. Som barn og teenager var jeg vist bare misundelig på hende, fordi hun var så flot og god til at synge. Vi lærte hinanden at kende i forbindelse med en bazar jeg stod for i vores kirke. Ane blev en del af projektet, fordi hun netop var god til det, jeg er allerdårligst til: æstetik. Seriøst, jeg kan ikke sætte tre ting i en vindueskarm, så det ser pænt ud. Ane er derimod et naturtalent.

Ane blev min veninde, fordi hun var god til meget af det, jeg er dårlig til. Ane er smykkedesigner. Det startede en eftermiddag, hvor jeg havde spurgt hende om vi skulle lave fimo-øreringe. Jeg havde set en guide på nettet og havde printet den. I løbet af ti minutter havde jeg opgivet, og Ane var i fuld gang med at lave et smukt resultat. Nu laver hun smukke smykker på fuldtid. I lørdags var jeg så med Ane på marked og sælge smykker. Og jeg PRALEDE af hende til kunder. For jeg elsker hendes designs, kreativitet og naturlighed i at skabe. Ane er bestemt ikke den eneste ven, jeg har fået af mine mangler. Min studiegruppe fra psykologistudiet blev praktisk talt familie. Men vi fungerede så fantastisk som studiegruppe, fordi vi brugte hinandens styrker i steder for at konkurrere.

Netop dette valg er det vigtige. Selv om det nu falder mig ret naturligt at prale af Ane. Men det hænder da, at jeg er misundelig på hendes evner. Eller bliver misundelig på en af mine andre venner og deres evner. Det kræver et valg at vende misundelsen til taknemmelig, inspiration og berigelse. Men hvor giver det bare uendelig meget at vælge det gode. Jeg må gang på gang gribe mig selv i at skulle vende misundelighed til inspiration, mulighed for hjælp og berigelse i mit liv.

Jeg kunne skrive om mine fantastiske venner og alt det jeg misunder/beundrer ved dem. Men der skal jo også laves aftensmad :) så jeg stopper nu. Og glæder mig til at skrive om flere fantastiske mennesker.

11 visninger