Moderen, der (aldrig) følte sig god nok


Den anden dag stod jeg og kiggede på min søns madpakke. Han fik igen igen et hjemmebagt pølsehorn og lidt frugt og grønsager med. Jeg tænkte på, at jeg ikke var kreativ nok med hans madpakke. Så tænkte jeg: "Der er jo ingen andre forældre, der ser, hvad der er i madpakkerne, så det går nok." Og det næste jeg tænkte, nej nok nærmere følte, var skam. Skam over, at jeg gik mere op i, om andre forældre så min manglende kreativitet, end om min søn kunne lide sin madpakke.

Hvor er det dog en lille ting. Men den vidner om, hvor mange ting, vi kan føle, vi skal leve op til som forældre. Tusind ting. Den dårlige samvittighed er nærmest en konstant i mit liv som mor. Den startede allerede fra første dag, hvor graviditetstesten var positiv. Spiste jeg rigtigt? Undgik jeg parfume og kemikalier? Så mistede vi den første omkring uge 12. Var det mig, der var noget galt med? Jeg var heldig nok til, at min mor og hendes veninder havde delt åbent om deres egne spontane aborter, så jeg vidste, hvor normalt det var. Så mistede vi anden gang. Lægerne sagde, at vi først skulle bekymre os, hvis vi mistede 3 gange. Så gæt om, jeg var panisk, da jeg blev gravid 3. gang. Længe inden jeg holdt mit barn i armene, var jeg i fuld gang med at tvivle på mine egne evner som mor. Er jeg god nok? Gør jeg det godt nok? Gør jeg det rigtige? Føler jeg det rigtige? Hvad skal der overhovedet til for at være en god mor?

Efter jeg begyndte at studere følelsen skam, kunne jeg se, hvordan den har påvirket mit moderskab fra starten. Følelsen af at være forkert. Frygten for at være ærlig omkring mine følelser, mine usikkerheder, mine fejl, min uvidenhed osv. Tænk hvis andre så på mig, og konkluderede, at jeg var en dårlig mor? Det ville være det værste! Af alle ting, jeg kunne være, ville en dårlig mor være et af de værste at være. Besøg af sundhedsplejersken kunne føles som en forfærdelig eksamen.

Værst for mig var alle de historier, jeg havde hørt om den fantastiske følelse af at se sit barn første gang. Pga en sygdom skulle jeg have planlagt kejsersnit. Allerede der begyndte nogle mødre at kommentere på, hvor heldig jeg var, at jeg slap for at føde. Andre havde ondt af mig, fordi jeg ikke skulle prøve den fantastiske oplevelse. Jeg anede ikke, hvem der havde ret, og følte mig helt forkert i begge kommentarer. Så gik vandet en måned for tidligt og bedøvelsen virkede ikke, som den skulle. Jeg besvimede flere gange, og da de lagde min søn op til mig, var jeg bare bange og helt overvældet af smerter. Min første tanke var "Tag ham væk" (jeg var bange for at tabe ham og kunne ikke overskue det) og den næste tanke var "Hvad er der galt med mig, når jeg ikke føler lykke og kærlighed?" Her bagefter kan jeg godt se, at det var en ret naturlig oplevelse i situationen. MEN i situationen tænkte jeg ikke over omstændighederne, jeg dømte bare mig selv som forkert mor fra starten. Netop idealerne for at være mor, kan nemt påvirke vores dømmekraft, så vi dømmer os selv voldsomt hårdt.

Problemet med skam er netop, at den lever i det skjulte. Vi tør ikke dele følelsen, fordi vi er bange for at blive bekræftet i vores egen frygt for at være forkerte. Jeg havde ikke lyst til at fortælle nogen, at lykkefølelsen ikke var indtruffet, da jeg så ham første gang. Det var for skamfuldt. Vi tror, at det kun er os, der går med de svære tanker og følelser. Derfor drømmer jeg nu om, at flere kan lære om skammen og hvor normal den er. Og om hvor urealistiske forventninger til mødre er. De er diffuse, modsatrettede og umulige. Vi skal være overskudsagtige hele tiden. Der er flere midler mod skam, der arbejder sammen. Vi skal rydde ud i idealerne og acceptere, at vi ikke kan leve op til dem alle sammen. Vi skal acceptere, at vi aldrig kommer til at leve 100% op til de idealer, der så er tilbage. Vi skal finde nogle at vandre med, som ser på os med kærlige og nådige øjne. Og måske vigtigst af alt: Vi skal lære om skam. Vide hvad den er, og hvordan den virker. Så vi kan genkende den og tænke "Jeg føler skam" i stedet for " Jeg er forkert" eller "Jeg er en dårlig mor".

Derfor er et af mine tilbud som psykolog at komme ud til mødregrupper, eller en gruppe mødre, der inviterer og tale om skam. Hvordan kommer vi ud af den onde spiral af dårlig samvittighed? Hvordan hjælper vi hinanden som kvinder? Hvordan kan vi selv arbejde med at slippe de uopnåelige idealer og leve mere ærligt, kærligt og autentisk? Vi har brug for det. Jeg har haft brug for det. Vores børn har brug for det. De har brug for mødre, der ikke hele tiden dømmer sig selv. Og hurra for det. For husk: Hver gang du skammer dig, så husk lige, at det siger noget godt om dig, at du ville ønske, det var anderledes. Det siger, at du ønsker det allerbedste, og hvor er det smukt! Og hvis du ikke har en mødregruppe eller en flok, du vil samle, men føler dig ramt og har lyst til at ændre det, så kontakt mig alligevel for en personlig aftale.

Kære mødre, klap jer selv på skulderen. Hvis der ikke var et ønske om det bedste, ville der heller ikke være dårlig samvittighed! Men det betyder ikke, at du skal leve med den for altid.


23 visninger