"Nå hvad laver du så?"

Den dag jeg startede på psykologistudiet, stod jeg udenfor og græd. Ikke af nervøsitet eller uro, men af lettelse og glæde. Fordi nu vidste jeg, hvad jeg skulle svare, når nogen spurgte mig, hvad jeg lavede.

Forhistorien til den dag i august startede faktisk allerede i 5 klasse. Jeg var ikke spor i tvivl, når jeg blev spurgt, hvad jeg skulle være som voksen. Jeg skulle være fysioterapeut. Jeg ville arbejde med hele mennesker, både deres krop og psyke. Jeg gik den lige vej mod målet gennem gymnasiet, arbejdede halvandet år og kom så ind på studiet. Samtidig med studiestart begyndte en ny periode i mit liv. En periode med mange ture til hospitalet for at finde ud af, hvad der var galt med min mave. Efter et halvt år på fysioterapeutuddannelsen konkluderede lægerne, at jeg lige så godt kunne droppe ud, for jeg ville aldrig få fysik til at være fysioterapeut. Det var et hårdt slag. Jeg var lettet over, at min sygdom ikke var farlig for mig, men knust over, at den var kronisk og betød et farvel til min drøm. Derefter fulgte en periode på halvandet år, hvor jeg var sygemeldt, mens jeg kom med i et klinisk forsøg, der hjælper på symptomerne. En dygtig sagsbehandler ved kommunen hjalp mig til at omstille mig til at skulle bruge mit hovede mere end min krop i mit kommende arbejde. Så i stedet for fysioterapeut blev det til psykolog. Når jeg ser tilbage på det nu, tænker jeg, at det var det helt rigtige for mig at blive.

Men hvorfor har det noget med skam at gøre? Man skal vel ikke skamme sig over at være blevet syg? Nej det skal man ikke. Men det betyder ikke, at man ikke kan komme til det. Det handler om to ting: Værdier/ideal og frygten for fordømmelse

Når jeg havde det svært med at være syg, var det ikke kun fordi jeg måtte opgive min oprindelige drøm. Det var også en værdi om at kunne klare mig selv og være aktiv og nyttig. Da jeg blev sygemeldt, på kontanthjælp og gik derhjemme, levede jeg ikke op til de værdier og idealer, jeg havde. Det var ikke, fordi jeg som sådan syntes det var skamfuldt at være syg, men det satte en stopper for at kunne udleve mine værdier. Jeg var ikke den, jeg før havde været, eller den jeg ønskede at være. Og det var skamfuldt for mig.

Et andet aspekt var frygten for fordømmelse. "Nå hvad laver du så?" er et helt standard spørgsmål at få til sociale sammenhænge. Jeg stiller det selv, så det er ikke for at pege fingre. Men jeg blev bange, hver gang jeg skulle fortælle, at jeg var sygemeldt på ubestemt tid og ikke vidste, hvad der skulle ske med mit liv. Min hjerne var fuld af tanker om, hvad de andre tænkte om mig. Det var virkelig ikke sjovt. Mange var søde, men kom med gode råd om diæter eller andre ting, jeg kunne forsøge mig med. Det var kærligt ment, men jeg oplevede det næsten altid som en kritik af min egen håndtering af sygdommen. Fordi jeg var bange for at blive set som forkert, tolkede jeg velmenende råd som kritik.

Den skam, der kan opstå, når man uforskyldt ikke lever op til egne eller samfundets idealer, kan være rigtig svær at tackle. Den er også en stor synder i forhold til ledighedsstress, når man står udenfor arbejdsmarkedet. Det er ikke let at møde mennesker med oprejst pande, når man bliver spurgt, hvad man laver. De fleste af os har en god værdi om gerne at ville klare sig selv -og det er der ikke noget galt med. Det svære opstår, når man ikke kan få lov til at leve den ud. Hvad enten det er nedskæringer, sygdom eller andet, der forhindrer os.

Den dag jeg startede på psykologistudiet, stod jeg og skrev til min mand, mens jeg græd. For han havde netop set gennem sygdommen og gjort min egen skam og frygt for fordømmelse til skamme. Han var det kærlige blik, der fik mig gennem den periode.

5 visninger