Når to er og bliver to

I morgen har min mand og jeg været gift i 9 år. På vores bryllupsinvitationer stod der 1+1=1 med henvisning til at blive ét i ægteskabet. På mange måder er det sket. Vi er blevet en enhed. Et ægtepar, et hjem, et team. Mit yndlingsbillede fra dagen er dette:


Da det blev taget, var jeg bare glad for det smukke udtryk og for den legende fornemmelse i billedet. Med årene har det dog fået en anden betydning for mig. Lars er den, der holder mig i hånden og som jeg ser hen til, mens jeg forsøger at balancere her i livet.

Med årene og tiden er det dog blevet tydeligere for mig, at to er og bliver to. Vi er stadig to individer med hver vores måde at være i verden på. Hver med vores måder at tænke på, den ene introvert, den anden ekstrovert. Den ene kvinde, den anden mand. Hver vores baggage. Hver vores udfordringer. Og på nogle måder hvert vores liv, selv om vi har været sammen stort set hver dag. Det kræver en villighed og en indsats at blive ved med at lære den anden at kende i nye situationer. Faktisk også i dagligdagen. Vi bliver aldrig tankelæsere, selv om ingen andre kender os så godt som, vi kender hinanden. Vi kan stadig misforstå hinanden.

I imagoterapi taler man om at besøge hinandens øer eller planeter. Ideen er at forestille sig to øer eller planeter med en smal bro mellem. Kun et menneske kan gå over broen af gangen. Man kan altså ikke hver især gå over på hinandens ø på een gang. Den ene må besøge den anden og lade øens beboer vise rundt og forklare, hvordan livet er der. På vores kontor står dette billede af Joanna Jensen:


En påmindelse om at besøge hinandens øer. Respektere at den anden er anderledes end en selv og at kræver villighed at besøge hinanden.

Det kan måske lyde som om, jeg piller romantikken ud af vores ægteskab. Som om den romantiske idé om at 1+1=1 er gået fløjten gennem årene. Faktisk er det lige modsat for mig. Det er langt mere romantisk for mig, at min mand er villig til at sætte sig ind i mine tanker, oplevelser og udfordringer, end at vi bare er blevet til ét. Det er kærlighedens prøve at vælge dét. At vælge at nærme sig hinanden og respektere forskelligheden. Endda dyrke den. For han har styrker, jeg ikke har og omvendt. Vi kan lære af hinanden. Vi kan låne den andens styrke. Og jeg faldt jo for ham som person. Den person, der var anderledes end mig. Som jeg oplevede satte mig fri til at være mig. Kærligheden er bestemt ikke blevet mindre. Den er måske nok sat under pres nogle gange, når vi skal forsøge at finde plads til os begge i hverdag, børn, arbejde osv. Men er det så ikke endnu smukkere at vælge det? Selv når man ikke har lyst?

Da jeg blev kæreste med Lars, skrev min tante et kort til mig, hvor hun lykønskede mig med at have fundet min livsven. Det ord er så sandt. Han er den bedste ven (og meget mere) jeg har i livet. Og det er meget finere, at vi vælger at stå sammen som en enhed, når vi nu er og bliver to forskellige mennesker.

47 visninger