Naboen og sådan en

Sidst skrev jeg om forskellen på at fortælle og snakke om. I det her indlæg vil jeg gerne skrive om en måde vi taler om fysisk og psykisk sygdom.

I interviews med mennesker, der er blevet ramt af kræft eller andre fysiske sygdomme, bruges udtrykket "Jeg troede kun, det skete for naboen". I interviews med mennesker, der har oplevet psykisk sygdom, bruges udtrykket "Jeg troede ikke, jeg var sådan en, der kunne få stress/angst/depression/psykose osv". De ord vi bruger siger meget om, hvordan vi opfatter virkeligheden. Nogle siger, at ordet skaber, hvad det nævner. I denne sammenhæng tror jeg, det er begge dele. At ordene afspejler en virkelighed og skaber eller fastholder en virkelighed.

Når vi taler om fysisk sygdom, taler vi ofte om at blive ramt af kræft eller andet. Det er altså noget udefra, der rammer os. Men når der tales om psykisk sygdom, nævnes det ofte som noget, der er i personen. At man kan være en person, der får psykisk sygdom eller være en person, der ikke gør det. På den måde skabes en virkelighed, hvor fysisk sygdom er noget nærmest tilfældigt, man kan blive ramt af, slået omkuld af, et udefrakommende onde. Den psykiske sygdom derimod har noget med vores personlighed at gøre. Det skaber en os-og-dem tankegang. Dem, der er sådan nogle med psykisk sygdom, og dem, der ikke er.

Hver gang jeg hører nogen tale om, at de ikke troede, at de var "sådan en", får jeg mange tanker. For det første tror jeg, at alle mennesker er sådan nogle, der kan blive ramt af psykisk sygdom. For det andet tænker jeg, at de har været heldige, hvis det er en sandhed, de ikke kendte før. På den måde at det jo bestemt ikke er en rar ting, og derfor er det da en glæde, så længe man ikke er stødt på det. For det tredje ærgrer det mig forfærdeligt, at psykisk sygdom bliver koblet til ens personlighed. For det er med til at opretholde en virkelighed, hvor du selv står til ansvar for at have fået en psykisk sygdom. Som om det er en brist i det enkelte menneske. En svaghed. Det bliver skamfuldt at være psykisk syg. Som psykoanalytikeren Helen Block Lewis siger, så virker skam som en forværrende katalysator i psykisk sygdom. At oveni den smerte det i forvejen er at lide, skal man også skamme sig over at lide. Det bliver en ond spiral af skam og smerte. Hun kalder skammen for en sleeper agent. En agent, der hele tiden har ligget i os, men først bliver aktiveret, når sygdommen bryder ud. Den består af denne forestilling om, at jeg selv ikke er sådan en, der får psykisk sygdom, så når jeg pludselig er sådan en, så bliver jeg til noget, jeg før har taget afstand fra.

Der er ikke en os og dem, når det kommer til psykisk sygdom. Alle kan få det. Alle kan blive ramt af det. Hvis du ikke selv har oplevet at gå ned med flaget, så kender du garanteret en stærk og fantastisk person, der har. Og hvis ikke du gør, er det nok kun fordi du ikke har hørt om det. Det er ikke det nemmeste at fortælle om altid. Men prøv at lytte og prøv at lade være med at tænke på dem som anderledes. Det er vi nemlig ikke.

1 visning