November-digtet/ historien om hvordan jeg helt uvilligt kom til at krænke en klassekammerat

Det første digt, jeg nogensinde blev bedt om at analysere, lyder således:“Året har 16 måneder: November               december, januar, februar, marts, april               maj, juni, juli, august, september               oktober, november, november, november, november.”

Det er skrevet af Henrik Nordbrandt og blev præsenteret af vores dansklærer, som introduktion til at lære at analysere digte. Ingen meldte sig, så jeg prøvede. Jeg sagde noget i retningen af, at november var en trist måneder. Mørk og kold uden julen til at holde os glade og beskæftigede. Og at jeg troede digteren brugte måneden november som et symbol på det tunge og triste i livet. At det kan føles som om det fylder meget mere end det andet.

Hvad jeg ikke havde tænkt over, var at en af mine veninder i klassen, havde fødselsdag i november. Jeg har selv fødselsdag i oktober. Efter timen rejste hun sig hurtigt, skyndte sig hen til mig og sagde vredt "Jeg synes oktober er en RIGTIG TRIST måned!" Og vendte rundt på hælen og gik.

Jeg sad paf tilbage. På en eller anden måde havde hun opfattet min tolkning af november som trist, til at handle om hende eller sige noget om hende, fordi hun havde fødselsdag den måned. Det var slet ikke faldet mig ind, at min tolkning kunne tolkes på den måde. Jeg husker ikke, hvad der skete derefter. Men jeg husker tydeligt episoden. Fordi jeg følte mig helt forkert og misforstået i det.

Da jeg blev interviewet til politikken om skam, brugte jeg et eksempel med at en mor kunne skamme sig over at råbe af sit barn. En af de første kommentarer til artiklen på facebook kom fra en kvinde, der skrev: "hvorfor er det kun moren, der skal skamme sig over at råbe af sit barn? Skal en far ikke også det?"

Jeg sad tilbage med den samme følelse af at blive misforstået og taget til indtægt for at have krænket nogen helt uden at det var med vilje. For det første ville jeg ikke have nogen til at føle skam. For det andet så var det bare et eksempel, ikke en uddybende liste. Selvfølgelig kan en far også skamme sig over at råbe af et barn. Og en lærer kan. Og en pædagog kan. Og en bedsteforælder kan. Alle kan. For det andet så følte jeg, at jeg havde gjort noget forkert. Og jeg fik lyst til at sætte hende på plads. Og så var vi tilbage ved kampen om hvem der er forkert, som jeg skrev om for nylig.

Ditte Giese som interviewede mig, har fortalt mig om begrebet parat-krænket. At nogle mennesker er parat til at blive krænket af hvad som helst. Som den første historie fortæller, kan mennesker føle sig ramt og krænket over ting, vi selv ikke har skænket en tanke. Der bliver talt en del i medierne om, at det nærmest er umuligt at sige noget så politisk korrekt, at vi ikke krænker nogen. Og det kan være irriterende og frustrerende.

MEN vi skal huske på, at det i bund og grund kommer fra et godt sted. Det er et sår, vi ufrivilligt og uden fortsæt er kommet til at trykke på. Der var også andre i min klasse med fødselsdag i november, men som ikke reagerede. Det gjorde ikke ondt på dem. I stedet for at gå ind i kampen om, hvem af os, der er forkerte, kan vi i stedet vælge at høre længslen bag. Længslen efter at blive set og hørt. Det betyder ikke, at vi er forpligtede til at gå ind og prøve at få dem til at forstå os eller lade være med at blive krænkede. Men vi kan huske på, at såret var der i forvejen, og vi bare kom til at ramme det. Vi kan huske på, at det kommer fra mennesker, som ønsker at blive set og hørt på en god måde. Og det ønsker vi jo alle sammen.

39 visninger