Om at synge samme sang

Den anden dag var vi i Randers Regnskov på en lille familiedate. Jeg vidste, at jeg skulle tage et billede af skiltet ved Gibbonaberne. Det er desværre ikke blevet særlig skarpt, da min to-årige og fire-årige ikke var særligt imponerede over, at mor havde sit eget projekt i den spændende skov.


Men billedet skulle tages, for jeg har tænkt på dette blogindlæg, før jeg overhovedet fik en blog. Gibbonaber lever i par, og hvert par synger en duet sammen hver morgen og hver aften. Det er en måde at kommunikere til deres omgivelser, at de to hører sammen, og at dette er deres hjem. Når de får unger, lærer børnene at synge forældrenes sang. Hvert enkelt par har nemlig deres egen unikke sang. Når ungerne finder deres egen mage, starter de med at synge den sang, de har lært hjemmefra. Men sammen skaber de en ny og unik sang for dem. Dette er en smuk analogi for parforholdets opbygning. Vi kommer alle fra noget og med en forestilling om, hvordan "sangen skal lyde". Dog er det vigtigt, at vi lærer at skabe en ny sang sammen. En sang som er vores egen.

I bryllupsritualet i kirken bruges ofte en tekst, der lyder: "Derfor skal en mand forlade sin mor og sin far og binde sig til sin hustru, så de skal blive ét kød." Det sjove ved den tekst er, at det kun er manden, der nævnes. Teksten er skrevet i en tid, hvor kvinden flyttede fra sin egen familie og ind til mandens familie, når de blev gift. Det var derfor givet, at kvinden forlod sin familie for at blive gift. Eftersom manden blev boende, var det vigtigt, at han traf et valg om at forlade sin mor og sin far. Hvis vi taler Gibbonaber, så skulle han altså vælge at skabe en ny sang med sin nye mage.


Det kan føles svært at skabe en ny sang sammen. En psykolog fortalte mig en gang, at hvis et forhold skal fungere skal man kun være to mennesker i den inderste cirkel. Den cirkel hvor beslutningerne for alvor bliver taget, og hvor det meste intime rum er. Hvis man er tættere på et andet menneske end ens partner virker det ikke. Heller ikke om det er en ven, veninde eller ens forældre. Hvis ens loyalitet, ligger et andet sted end hos partnere, vil der komme problemer. Hun fortalte, at 90% af de par, hun havde haft i parterapi, havde haft problemer, fordi de ikke var de eneste to mennesker i cirklen. Hvis vi ikke er villige til at skabe et nyt fællesskab, en ny sang, og betale prisen for at skabe dette nye, så vil det ikke fungere. En hård sandhed, men en enormt spændende betragtning.


En anden parterapeut fortalte mig, at vi alle skal lægge mærke til de sætninger/sandheder, vi har, hvor ordet "jo" indgår. "Sådan gør man jo i et parforhold." "Hvis man elsker hinanden, er det jo ikke svært." "Det er jo kvindens/mandens rolle." For hvis vi ikke er enige om de sandheder, vil vi "synge hver vores sang". Ting, som virker helt naturlige for os, kan være unaturlige for vores partner. Vi skal være nysgerrige på vores partner. Vi skal være villige til at tage "jo" ud af vores ordforråd. Måske er der en skat at finde i nysgerrigheden.

Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Tro mig. Det kræver opmærksomhed, sårbarhed og villighed -fra begge parter. Men da jeg stod i Randers Regnskov og så på de to aber, der hang i grene, mens de sang sammen, blev jeg ramt af en skønhed. En skønhed over foreningen i de to væsner, der sang sammen. Og jeg ønskede at lære af dem.

4 visninger