Om at være for meget

Jeg oplever tit stik af skam over at være for meget. Var jeg for meget i weekenden til min lillebrors bryllup, da jeg krammede en af hans venner, bare fordi jeg var vild med den tale, han lige havde holdt?


Var jeg for meget, da jeg kom til at grine meget højt i den podcast, jeg var med i? Var det for meget, at jeg var så ærlig?


Er jeg for meget, når jeg ......?


Der er ingen tvivl om, at jeg nogle gange ville ønske, jeg kunne skrue ned for mit grin eller når jeg bliver grebet af en stemning. Men for meget? For meget af hvad? For meget til hvad? For meget for hvem? For mig selv eller andre?


Faktisk har jeg bevidst valgt at være for meget. Eller rettere sagt valgt, at jeg ikke vil slå mig selv i hovedet over at føle mig for meget en gang i mellem.


Lad mig forklare. For en del år siden mistede jeg min bedste ven. Eller vi mistede ham, det var jo ikke kun mig. Den gang syntes jeg tit, han var for meget. For generøs med sine udbrud og kærlighedserklæringer. For generøs med store ord. Hans kæreste var tilfældigvis rigtig gode venner med min mand. En aften kort tid inden ulykken sad vi på en lejr med en masse mennesker, jeg ikke kendte særlig godt. Jeg snakkede med min ven, og han udbrød meget højt " åh jeg elsker dig! Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig" Der blev helt stille ved bordet. Folk kiggede frem og tilbage mellem os og vores kærester. De vidste vist ikke helt, hvordan de skulle reagere. Der var pinlig tavshed. Og jeg blev koksrød i ansigtet. Så brød vores kærester ud i højlydte grin og sagde, at det var typisk os. Jeg fandt hurtigt en undskyldning for at gå, for jeg var stadig pinligt berørt. Inden hviskede jeg dog til ham, at jeg også elskede ham, og at han altså var for meget.


Dette minde er blevet en dyb og stærk værdi for mig. Hans villighed til at "være for meget" gav mig et af de smukkeste øjeblikke at tage med videre. Og jeg skammer mig nu over at være blevet flov over ham. For han havde fat i den lange ende.

Lad os da for alt i verden grine højt og uden at kontrollere det. Lad os være generøse med ros og kærlige ord. Lad os rose alle -hvad enten vi kender dem eller ej- når vi ser noget, vi ønsker mere af i verden. Vi skal selvfølgelig kun gøre det, hvis det er noget, vi nyder og som vi har lyst til at gøre. Men lad os da endelig ikke holde os tilbage i frygt for at være for meget. Lad os slå håret ud og danse, når vi har lyst.

Jeg ved, at der også findes "for meget" i forhold til negative ting. Det er et andet blogindlæg.


Det her handler om, at vi af en eller anden grund heller ikke vil være for meget med det. Den praksis er måske meget god i forhold til chokoladekage. Men i forhold til at bygge vores medmennesker op og udtrykke positive følelser? Er det så smart? Hvad giver det at holde tilbage? Svar mig endelig. For jeg vil rigtig gerne blive klogere.

Men indtil jeg i så fald bliver klogere, bliver jeg ved med at være "kompulsiv roser", som min mand kalder mig. Med tanke og ære for min ven, som lærte mig skønheden i at være "for meget".

21 visninger