Op på toppen, nede på bunden

En af de ting jeg rigtig gerne vil lære mine børn er, at det er trygt at dele trælse og svære ting med os. Måske er det en måde at dæmpe min mor-angst. For jeg har hørt, at hvis børn ikke lærer at fortælle de små svære ting og bliver lyttet til i dem, så vil de heller ikke have mod til at fortælle de store svære ting. Det er nok egentlig ikke så forskelligt fra os voksne.

I hvert fald så har vi indført, at vi til aftensmad tager en runde, hvor vi snakker om, hvad der har været oppe på toppen i dag og hvad der har været nede på bunden. Jeg nyder hver dag at have det øjeblik med mine kæreste, hvor vi deler. Som småbørnsforældre er det heller ikke altid, at vi får delt tingene med hinanden, så det er et dejligt åndehul for mig, hvor vi træder ud af  logistikken og deler liv med hinanden. Så får vi både sat fokus på det gode, der er sket og giver plads til at kunne dele det negative.

I dag gjorde vi det med en gruppe venner. Vi var samlet i det, vi kalder en klynge fra vores kirke. En flok mennesker, der har valgt at dele liv og fælleskab. I dag var det os, der stod for programmet, så jeg havde besluttet, at vi skulle prøve at lege op på toppen, nede på bunden. Det var virkelig en stjernestund for mig. Lad mig lige sætte scenen: Høj sol, børn der løber og leger, tændt bål og snobrødsbagning. Det var simpelthen så hyggeligt. Men ikke hyggeligt på den måde, hvor hyggen handlede om at "holde den gode stemning". Det var ægte hyggeligt, fordi idyllen ikke satte en ramme af perfekthed eller ønske om at kun give plads for det pæne og polerede. Vi skiftedes til at dele med hinanden, hvad der i løbet af ugen havde været oppe på toppen og nede på bunden. En af de andre sagde: "Jeg synes faktisk det er allerrarest, når folk siger det nede på bunden." Vi snakkede lidt om, hvordan det kan være svært at være ærlig og dele det svære. Som hun sagde, så er de fleste af os gode til at dele alle de gode ting med hinanden og især på sociale medier. Så vi kan længes efter at høre de svære ting.

Det handler ikke om, at vi gerne vil vide, at andre har det dårligt. Det handler meget mere om, at vi kan komme til at føle os alene og forkerte, hvis vi ikke ser, at andre også har svære ting eller trælse oplevelser at kæmpe med. Ægte fællesskab kommer kun, hvis vi deler det ægte. Og det ægte er sjældent rosenrødt. Til gengæld har det en dyb smuk glød af sandhed. I hvert fald hvis man netop deler for at være sammen, give plads til hinanden og være sammen i det svære.

Det at vise alt det pæne frem har nemlig en kæmpe slagside. For hver gang vi får et like eller en anerkendelse af det, som vi godt ved kun er en flig af sandheden, så kan vi ikke helt tage det til os. Vi ved jo godt selv, at vi ikke har fortalt hele sandheden. Det er rart at få likes og anerkendelse, men hvis vi ikke selv rigtig tror på præmissen for anerkendelsen, så tager vi den ikke til os for alvor. Tværtimod kan det næsten blive et fængsel, hvor vi bliver bange for at blive afsløret. Bange for at miste ansigt og blive valgt fra. Det er en svær balance. Personligt er jeg nok ret rosenrød på sociale medier. Fordi jeg på mange måder ikke mener, at det er et forum til det sårbare og grimme. Simpelthen fordi der er for mange mennesker på sociale medier. Jeg vil rigtig gerne dele det sårbare, når jeg er sammen med mennesker. Jeg tror på, at det skal deles med mennesker, der har vores tillid og som selv har valgt at være i en relation til os, hvor man deler det svære. Igen handler det ikke om at sige, at man ikke må eller bør dele svære ting på facebook. Personligt ved jeg bare, at det er bedst for mig at dele det i mindre grupper eller en til en.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg netop lige har vist alt det perfekte frem. Måske kan man læse det her som en lang pudsen glorie. Det er ikke meningen. Så jeg håber, du vil tro mig, når jeg siger, at det ikke er rosenrødt. Men jeg takker for, at jeg har mennesker i mit liv, som har lyst til at høre og dele det på bunden, såvel som det på toppen.

3 visninger