PH-værdien på bekymringer

Gennem den seneste tid har jeg snakket med en del mennesker om bekymringer. Det er en generel tanke, at bekymringer er en skidt ting. For hvad nytter det at bekymre sig? At være bekymret er ikke en positiv ting. Men at bekymre sig om nogen kan betyde at have omsorg for dem. Bekymringer er bestemt ikke en enkelt ting at tackle, men jeg har lært en øvelse, der hjælper mig med at være nådig mod mig selv i bekymringer. Jeg kalder den at måle PH-værdien af bekymringerne.

Øvelsen er meget simpel og består af to spørgsmål:

Hvad vil det betyde om et år?Hvad vil det betyde i min livshistorie?

For det første hjælper øvelsen os med at kunne sige Pyt. Hvis det ikke betyder noget om et år, så er det ikke så stort. Så kan vi sige pyt. Det kan være alle mulige ting, der kan gå ind under pyt. Hvis bekymringen ikke vil have betydning om et år eller i din livshistorie, men stadig fylder rigtig meget, kan det være en god idé at arbejde lidt med at sætte den i perspektiv. Dermed ikke sagt, at det nødvendigvis er nemt, men øvelsen kan hjælpe med at sige til sig selv, at bekymringens PH-værdi ikke er høj.

Dernæst kan øvelsen hjælpe med at være nådig overfor sig selv, i stedet for at bebrejde sig selv for at bekymre sig. Den ene jeg talte med forsøger at blive gravid. Hun var frustreret over, at det fyldte så meget og at hun bekymrede sig så meget. Efter vi havde lavet øvelsen, blev hun mere rolig. For det var virkelig en stor ting. Det ville helt klart betyde noget om et år, og det ville helt klart betyde noget i hendes livshistorie. Det ville faktisk betyde rigtig meget. Bekymringen var altså en afspejling af, hvor meget det betød for hende. Hun åndede lettet op og kunne slappe af i, at det gerne måtte fylde. På denne måde forsvandt den dårlige samvittighed over at bekymre sig og lettede situationen.

Personligt kæmper jeg med bekymringer om arbejdssøgning. Det er hårdt at søge arbejde og være i den usikkerhed hele tiden. Jeg måler min bekymring og siger, at det helt sikkert vil have betydning om et år og i min livshistorie. Så det er okay, at det fylder meget. Samtidig sætter jeg den i perspektiv i forhold til de andre ting, der vil betyde noget om et år og i min livshistorie. Der er andre ting, der er mindst lige så vigtige. Så dem vælger jeg også at give opmærksomhed og bekymre mig om. Det er nemlig godt at bekymre sig om de gode ting.

6 visninger