Prinsessen og månen (og robotten)

Min 2 årige dreng insisterede på, at vi skulle bygge en robot i perler den anden dag. Min mand havde lavet en kompliceret robot i perler for noget tid siden, så jeg forventede, at det var sådan en han talte om. Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvordan man gjorde. Han kiggede undrende på mig og sagde: "Mor sådan en med to arme" og viste mig det.


Tadaaa! En robot med to arme. Han var glad og tilfreds og jeg var overrasket. Det fik mig til at tage billedet og skrive til to af mine bedste veninder, som også er psykologer. Et par dage inden havde jeg fortalt dem om Prinsessen og Månen, og hvorfor jeg ønsker mig en børnebog til at lægge i mit venteværelse, når jeg en gang får egen praksis. Historien læste jeg bogen, og historien har altid hængt ved. Jeg tror, det er fordi, jeg synes, den er så fuld af visdom.

Historien handler om en prinsesse, som er syg af kedsomhed. Hun fortæller sin far, at hun ønsker sig månen. Han er fortvivlet, da selv en konge ikke kan hente månen ned til sin datter. Hofnarren spørger hende, hvor stor månen er. Prinsessen svarer, at den er på størrelse med hendes tommeltot, da hun kan dække den, hvis hun holder fingeren op foran den. Kongen får lavet en måne i guld til hende på størrelse med hendes tommeltot, som hun kan bære om halsen. Problemet er nu, at han er bange for, at hun skal se månen på himlen og vide, at hun er blevet snydt. Så hver aften fyrer han fyrværkeri af, for at hun ikke skal opdage det. Desværre er det en dyr løsning og problematisk. Så hofnarren spørger hende, hvad hun ville tænke, hvis hun så, at månen stadig var på himlen. Hun svarer, at selvfølgelig er der kommet en ny måne. Det er ligesom, når hun taber en mælketand, så kommer der en ny ud.

Jeg ved ikke, om jeg fortæller historien helt korrekt. Jeg har ikke læst den i 20 år, og den er ikke så nem at få fat i. Men essensen er der. Kongen har en hel masse problemer, fordi han ikke spørger ind til, hvordan prinsessen tænker. Han tænker, som jeg gjorde med robotten, at det er langt mere kompliceret, end det egentlig er.

Indlægget her har samme pointe som indlægget om ikke at kunne læse tanker. Men jeg synes alligevel historien trænger til at blive fortalt om og om igen. Og det er bestemt ikke tilfældigt, at jeg ønsker mig bogen til at ligge i et venteværelse. For som psykolog tror jeg, at det er en af de fineste dyder at holde fast i at være nysgerrig på hver enkelt menneske. Diagnoser og prognoser har sin berettigelse, men vi må aldrig glemme, at hver enkelt menneske er helt unikt. At spørge ind til, hvad ord vi ofte hører betyder for det enkelte menneske. At sorg, savn, ensomhed, smerte og meget mere er unikt for det enkelte menneske. Og lige så vigtigt det er at vide, at man er genkendt som menneske, er det at blive respekteret i, at ingen andre end en selv ved, hvordan det føles at være lige præcis dig.

1 visning