Rundkørslen/døm dig selv lidt mindre

Jeg tegner rigtig mange rundkørsler i terapilokalet. Ideen til rundkørslen kommer fra en historie en ven fortalte mig. At når deres datter på ca 6 føler, hun sidder fast i et problem, kalder hun det at sidde fast i rundkørslen. Og så gælder det om at finde en vej ud.

Det fik mig til at tænke på, hvor ofte klienter fortæller mig om at "sidde fast i rundkørslen". Rundkørslen kan bestå af mange ting. Angst, skam, mindreværd, stress osv. Fælles for dem alle er oplevelsen af stærkt ubehag og uro.


Dernæst fortæller de skamfuldt om, hvad de gør for at komme ud af den følelse. Sætningerne starter ofte med "Jeg ved godt, det er dumt, men.." og så kommer forklaringer af deres copingmekanisme.






Copingmekanismerne kan se ud på mange måder. Om vi dulmet følelsen med mad eller stoffer. Om vi sætter alt ind på at præstere mere. Om vi angriber andre for ikke at være alene om at være forkert. Om vi flygter fra det hele eller flygter psykisk ved at gemme os. Fælles for dem alle er, at de er de eneste veje, vi kender ud af rundkørslen, men at de ikke bringer os et godt sted hen. Coping-mekanismer er noget mekanisk. Noget, der går i gang af sig selv, når vi oplever ubehaget og uroen. Men som i længden bringer os i større problemer.


Det er blinde veje. Og vi slår os selv i hovedet og dømmer os selv over dem.

Pointen med at tegne rundkørsler handler om at stoppe med at dømme os selv. Hvis den eneste vej, vi kender ud af rundkørslen, er vores copingmekanisme, så skal vi ikke dømme os selv for den. Hvis de eneste valg, vi har, er at blive i ubehaget eller gøre det, der lindrer, hvorfor så dømme os selv for det?

At dømme sig selv ender i endnu en blindgyde: skam. Og skam er ikke motiverende eller konstruktivt. Tværtimod. Så første skridt er at se nådigt og kærligt på vores copingmekanisme. Måske endda sige tak til den. Og så farvel.

Først når vi har lettet os selv fra byrden over at føle os forkerte pga vores copingmekanisme, kan vi begynde på næste skridt:


At lære nye veje. Nye veje i form af coping-strategier. Strategier, som vi ikke skammer os over og som ikke er blindgyder. Som rent faktisk åbner veje i stedet for at bringe os tilbage i rundkørslen. Men først må vi stoppe med at dømme os selv så hårdt. For det er en helt naturlig ting at gøre alt, hvad man kan for at komme ud af ubehaget og uroen.

Og når vi bygger en vej, så tager det tid. Det er ikke et quick fix. Det er arbejde, der tager tid. Så husk også at se nådigt på den proces.

300 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle