SKAM med skam på

Skam. Sidste uge stod al min tid og energi, der ikke lige blev brugt på at være mor og kone, på temaet skam. Det havde længe været planlagt, at jeg skulle holde seminar om skam og sårbarhed på Womens Reboot kvindekonference. Så det skulle forberedes. Det var spændende for alvor igen at dykke ned i teorierne og se, hvordan nuancerne af skam i hverdagen trådte frem. Så mange eksempler og implikationer myldrede frem.

Samtidig havde jeg rodet mig ud i noget helt nyt. Jeg er vild med et radioprogram, der hedder Stream Team på Radio24syv. Det er et program om tv-serier og film. Det er særligt de to værter, deres begejstring og viden, der gør, at jeg er fast lytter. For et par uger siden havde de så talt lidt om serien SKAM, og talte lidt om, at det var sjovt, at den hed det, når der nu ikke var så meget skam i den. Min indre skam-nørd havde lyst til at råbe op. For den serie viser skam på så mange planer. Efter en halv dags diskuteren med mig selv, satte jeg mig ned og sendte dem en besked, hvor jeg forklarede, hvad jeg tænkte om det. Det krævede noget mod at sende den, og jeg forventede egentlig ikke, at jeg ville få svar. Det fik jeg. Endda en sød og begejstret besked og et tilbud om at komme med i udsendelsen og fortælle, hvad jeg havde skrevet. Det kom jeg så, og det blev sendt i går aftes. Med en utilfreds baby med tre tænder på vej, vandrede jeg rundt i køkkenet og var så taknemmelig for at blive taget seriøst.


Min indre skam-nørd lever nemlig ikke bare i kraft at være nørdet for teoriernes skyld. Da jeg begyndte at læse om skam, begyndte jeg at se vores liv, samfund og menneskers oplevelser og handlinger på en ny måde. Ting, der før var helt uforståelige, begyndte at give mening. Heldigvis virker det til, at den oplevelse jeg har af, at skam stadig er relevant, vækker genklang hos dem jeg taler med. Så hvis man gerne vil høre mere om, hvorfor serien SKAM hedder skam, kan man høre Stream Team på det her link: http://www.radio24syv.dk/programmer/stream-team/14760189/stream-team-uge-43-2016/

Efter seminaret blev jeg bedt om at skrive eller optage en video, hvor jeg forklarer om skam. Det vil jeg arbejde på at få gjort snarest muligt. Jeg har heldigvis kloge veninder, når det kommer til at lave den slags.

4 visninger