Skams handlemuligheder

Efter artiklen udkom har mange spurgt, om det kun er skidt at skamme sig. Og nej det er det ikke. Forskningen viser, at det kun er mennesker med svær dyssocial psykopati, der ikke kan skamme sig. Skam hænger sammen med frygten for at falde udenfor fællesskabet, så det er kun hvis du er helt ligeglad med fællesskab med andre mennesker, at du ikke er i stand til at skamme sig. Så evnen til at føle skam er noget vi skal sætte pris på.

MEN skam som følelse er sjældent særlig adaptiv. Det betyder, at den sjældent leder til gode ting. Forskning viser, at du har sværere ved at komme ud af kriminalitet, hvis du skammer dig. Det samme gælder for at tabe sig eller leve sundere, hvis du skammer dig. For at forstå hvorfor det er sådan, er vi nød til at se på forskellen mellem skyld og skam.

Skyld og skam bliver begge betegnet som moralske emotioner. Altså følelser omkring rigtigt og forkert. Det er følelser, der er vigtige for os mennesker at have for at opretholde relationerne til andre mennesker. Både på de individuelle planer og i samfundsperspektiv. De hjælper os med at holde os indenfor linjerne af de sociale spilleregler. En anden dag skal jeg nok skrive om, hvad emotioner består af, og hvordan de fungerer som gode hurtige kognitioner, men det bliver for langt til dette indlæg. Skyld og skam er begge følelser som ingen af os ønsker at have. Det er ikke rart at føle hverken skyld eller skam, da de kommer som reaktioner på, at vi har gjort noget, vi anser for forkert. Og det er netop deres berettigelse; at de ikke er rare og derfor vil vi helst undgå dem. Det er en motivation for at lade være med at gøre det, der kunne udløse skyld eller skam. Så langt så godt.

Hvad er så forskellen? . I begge emotioner vurderer individet sig selv, sine handlinger og sine karakteristika. Som nævnt er den korte forskel, at skyld omhandler noget, man har gjort forkert, og skam handler om at være forkert. Jeg tænker tit, at skyld på en eller anden måde kan ses som noget, man kan holde ud i strakt arm, hvor skam er en del af dig selv. Når man siger, at skyld omhandler handlinger, så ligger der en forståelse af en form for kontrol. En handling er noget du kan gøre eller lade være med at gøre. Når skam derimod handler om at være, kan man ikke holde det ud i strakt arm. Det er en del af dig, der er forkert. Du kan ikke lade være med at være. Så hvis du er forkert (føler dig forkert), er det en form for blind vej. Det er en af de ting, der er afgørende for, at skam ikke er adaptiv i forhold til skyld. Som Lars Sørensen siger, så er løsningen på skyld at sone og gøre godt igen. Det giver en vej og en handlemulighed. Lars Sørensen bruger det engelske ord responseability til at forklare det. Ordet indeholder ordene response og ability, altså svar og evne. Du har evnen til at besvare handlingen med noget, der kan modvirke den.   Skam giver nærmere en følelse af håbløshed i forhold til at gøre godt igen. For hvis det du gjorde, var en afspejling af hvem du er, så kan du ikke gøre det godt igen.

Jeg ved ikke, om I har set den udseendelse på TV2, der hedder "Født til fængsel". I introen hører man en af deltagerne sige: "Jeg er så bange for at fejle, at jeg falder tilbage på den samme vej. Så kan jeg lige så godt fucke det op igen, ikk?" Den lille lydbid beskriver virkelig godt, hvordan skam fungerer. Hun frygter at være magtesløs i forhold til sine handlinger, og afslutter med en nærmest håbløs konstatering ala "så kan det også være ligemeget". Det er denne håbløshed, der gør skam ubærlig og ikke særlig konstruktiv. Skyld er på ingen måde en let ting at bære, men den har fordelen af, at man har et håb om at kunne gøre det godt igen eller i det mindste ikke begå den samme fejl igen. Det håb og den retning er afgørende for, hvordan vi håndterer de forkerte ting, vi får gjort. For vi kommer ikke udenom at komme til at gøre forkerte ting.

En af de ledende psykologer indenfor skam hedder June Price Tangney. Hun opfordrer alle forældre til at øve sig på at lære børn at gøre det godt igen. At de får lov til at være en del af oprydningen, når de kom til at vælte deres mælk eller smed cornflaksene på gulvet eller ødelægge et arvestykke. Eller lære at sige undskyld og spørge om der er noget, de kan gøre, når de har slået en anden. Det handler ikke om, at de ikke skal vide, at de gjorde noget forkert, men om at sende dem videre i verden med en mindre tendens til at føle sig forkerte og uden handlemuligheder, når de har gjort noget forkert. Da jeg hørte det, tænkte jeg, at den øvelse vist er lige så god for voksne som for børn. Øve sig i at sige undskyld og spørge; "Er der noget jeg kan gøre for at gøre det godt igen?" Det er sårbart og svært, men er netop udtryk for at tage sin "responseability" på sig.

11 visninger