Tryk send


Jeg har lige trykket send på en vild mail. Det var den sidste godkendelse af min bog, inden den går til tryk. Så nu er den sendt afsted. Ud i verden med mit ambivalente hjertebarn.

Ser du... Jeg havde slet ikke lyst til at skrive en bog. Efter jeg blev interviewet om skam til Politikken i januar, fik jeg to tilbud fra forlag om at skrive bøger. Det ene havde en vinkling jeg slet ikke vidste nok om, og jeg sagde også i første omgang nej til Bibelselskabets forespørgsel. Min begrundelse var, at jeg ikke syntes, at jeg som nyuddannet psykolog skulle skrive bøger. Det var useriøst, mente jeg. Alligevel tog jeg et telefonmøde med redaktøren. Han sagde en sætning som ændrede det for mig. " Een ting er at have det skidt og ikke ville snakke om det. En anden er at ville tale om det, men ikke have ordene for det. Du kan give folk ordene, Krista." Og bum så havde han overtalt mig. Ikke fordi mine første tanker om at være usikker på at skrive en bog forsvandt. Nej næsten tværtimod, jeg er stadig meget sårbar omkring det. Men det betyder bare mere for mig at gøre det, jeg kan. Min blog hedder jo Velsign med det du har! Og jeg har ordene om skam at give videre. Jeg havde jo siddet i månedsvis og ønsket, at alle andre også kunne få den vinkel og de ord med i livet. For det har åbnet mine øjne for så meget. Det er bare nemmere, når det med at velsigne med det jeg har, er teori og ikke praksis.

Det har været en hård proces. Det er som om jeg har krænget noget af mit inderste ud på skrift. Min forståelse af verden og mine tanker om mennesker. Noget som jeg håber vil være til gavn for andre. Jeg håber, jeg har gjort det godt nok. De sidste uger af redigeringen faldt sammen med de første uger på mit første job. Godt man har en redaktør til at læse det med nye øjne og sige til, hvor det er ævl og hvor det ikke er.

Mange siger, at jeg må være så stolt. Så glad. Føle mig sej. Jeg ville have sagt præcis det samme, hvis det var en anden. Men sådan føles det ikke. Jeg har gjort det, fordi jeg troede på, at det var rigtigt og godt at gøre. Men jeg føler mig mere lille, udsat og sårbar. Hvad nu hvis ingen kan lide den? Hvad nu hvis jeg har taget fejl om noget? Hvad nu hvis folk tænker, at jeg bare tror, jeg er så klog og opblæst? Egentlig er min generelle holdning, at mennesker må mene præcist, hvad de vil. Alligevel frygter jeg. For jeg vil jo så gerne, at denne bog bliver noget, der kan samle og sætte os på linje med hinanden i stedet for at skabe afstand.

Hvorfor skriver jeg det her blogindlæg overhovedet? Måske til dels fordi jeg gerne vil sige, hvordan jeg har det med det hele. Fortælle, at jeg ikke synes, jeg er mega sej. I går talte jeg i telefon med en kær kvinde, som sagde, at hun mente, at netop denne del af processen var vigtig at dele. Være åben om, hvor svært det er træde frem med det, der ligger en så dybt på hjerte. Turde sige, at det ikke er gjort med følelse af at være uovervindelig eller være på toppen i det hele. Jeg blev lidt overrasket, da hun satte ord på det. For det var jo så sandt. Hvad nu hvis der sidder andre med noget på hjerte, og lige som jeg holder sig tilbage, fordi de tror, at alle der træder frem har det mega fedt med det? Det er jeg helt overbevist om ville være en skam. Og skam har vi nok af! Velsign med det DU har -også når det skræmmer dig. Jeg glæder mig til at følge med :)

0 visninger