Velsign med det du har

For snart et par år siden begyndte denne sætning at dukke op i mit hovede. Jeg vidste ikke, hvor den kom fra, men den blev ved med at komme. Den kom især til mig, når jeg følte mig utilstrækkelig. Når jeg følte, at jeg ikke havde det, der skulle til. Særligt en oplevelse fik den til at blive hos mig.

Igennem frivilligt arbejde havde jeg mødt en kvinde, som jeg til dags dato virkelig beundrer. En eftermiddag stødte jeg på hende i vores kirke, hvor hun fortalte mig om en masse ledelsesudfordringer og arbejdsrelaterede ting. Som psykologistuderende stod jeg og ønskede, at jeg havde noget klogt og godt at sige. Min hjerne vred sig i forsøget på at huske alle teorierne fra arbejds- og organisationspsykologi, som jeg jo synes er så spændende. Normalt synes jeg arbejdet med ledelse er virkelig spændende og givende, men i denne situation kunne jeg slet ikke lige finde ud af, hvad jeg skulle gribe til. Hun fortalte samtidig, at de som familie var ved at flytte og det i det hele taget var et stort puslespil at få til at gå op. Mens jeg stod og lyttede til det, må jeg desværre indrømme, at jeg var mest optaget af at prøve at finde ud af, hvad jeg skulle sige. Mens jeg stod og var så optaget af mig selv, begyndte et ord at runge indvendigt: Pizzasnegle. I stedet for de teorier og kloge ord jeg stod og ledte efter, blev jeg ved med at vende tilbage til ordet pizzasnegle. Selv om jeg følte mig rigtig dum og sårbar, tog jeg mod til mig og sagde: " Kunne du og din familie tænke sig nogle pizzasnegle?" Hun kiggede tilbage og sagde: "Ville du virkelig bage pizzasnegle til os?" Jeg forklarede, at jeg bager, når jeg er stresset eller trænger til at se et resultat, og at jeg ikke rigtig kunne tænke på andet end pizzasnegle, mens hun snakkede. Hun blev rigtig glad og sagde tak. Hun fortalte senere, at de som familiehavde brugt pizzasneglene, når de trængte til noget ekstra godt og nemt. Så havde de taget en pose op af fryseren og nydt dem.

Pointen med historien er, at hvis jeg havde kunnet det, jeg ønskede i situationen, ville vi nok begge have glemt det igen. Hvis jeg havde kunnet fremlægge nogle kloge tanker omkring de arbejdsrelaterede ting, så tror jeg egentlig ikke, det havde gjort den store forskel. Hun er en meget dygtig kvinde og har samtidig langt klogere kolleger og venner end mig på området. Samtidig ville vi nok også have glemt situationen, hvis jeg havde været så flov over min tanke med pizzasneglene, at jeg ikke havde sagt noget. Så hvis jeg ikke havde turdet gå ud i sårbarheden og usikkerheden og tilbudt det lille jeg havde at tilbyde, så var der ikke kommet en velsignelse ud af det. Jeg kunne være blevet stoppet af frygten for, at hun ville svare: " Hvad skal jeg med pizzasnegle, når jeg taler om arbejde?" Eller at hun ikke havde villet tage imod dem i frygt for at stå i gæld eller en eller anden grund, som jeg ikke ved. Det krævede noget af os begge. Men det blev til en rigtig god oplevelse og historie, som jeg tit tænker på, når jeg føler, at jeg ikke har, hvad der skal til i en situation. Så prøver jeg at standse op og spørge: "Men hvad har jeg?"

Da jeg fortalte historien på seminaret til kvindekonferencen, nævnte jeg samtidig en anden historie, der ikke som sådan havde en lykkelig slutning. Da konferencen blev holdt, var jeg gravid i 6. månede med vores datter og meget påvirket af det. Samtidig havde jeg hjulpet den ansvarlige med konferencen og var mødeleder på fællesmøderne. Da vi vidste, at denne weekend ville kræve meget af mig energimæssigt, havde min mand og jeg ryddet kalenderen i dagene efter, så jeg kunne hvile ud og have energi til vores søn. Et par dage før konferencen fik jeg så en besked fra en bekendt, der spurgte om hun måtte bo hos os ugen efter konferencen. Jeg ville så gerne sige ja, da det er en værdi for os at være gæstfri og hun er både nem og dejlig at være sammen med. På den anden side vidste jeg, at jeg ville være udmattet og virkelig trænge til ro. Så jeg endte med at svare, at det kunne jeg simpelthen ikke overskue. Det viste sig senere, at hun havde fundet en anden og nok bedre løsning, men det vidste jeg ikke i situationen. Jeg måtte bare acceptere begrænsningerne af min energi og holde fast ved vores plan om rolige dage efter konferencen. Denne historie blev der reageret langt mere på efter seminaret end den første. De kvinder, der kom og talte med mig om det, sagde, at netop den havde været så vigtig, fordi den ikke havde anden lykkelig slutning, end at jeg havde truffet det valg, jeg mente var bedst for min lille familie og jeg. Og at det svar jeg gav ikke efterlod mig med en følelse af at have gjort noget virkelig godt for nogen.

Efter den første oplevelse blev ordene hængende hos mig og fik større og dybere betydning. Derfor valgte jeg at få lavet en personlig wallsticker (hos wallstickers.dk) som nu hænger i vores køkken. Den holder mig fast i at huske mine begrænsninger, men samtidig se efter muligheder. Og at den hænger der, giver mange gode snakke med gæster. Det kommer der mere om senere. Og som I næsten kan regne ud, så er den blevet et valgsprog for mig -og nu også et blognavn.

22 visninger